Udløbsdatoer og Adfærd.

Pludselig opdager jeg, at der er noget jeg har glemt. Noget, jeg ellers har holdt fanen højt på, gennem de sidste 711 dage - noget, jeg i det daglige ellers har været utroligt glad for at have fundet igen, efter mange års fravær.

Jeg har glemt mig selv.

Midt i al flytningen fra den landsdel, jeg beboede gennem næsten 17 år og som jeg elskede utroligt højt. Midt i tilpasningen til den nye landsdel, der dagligt bjergtager mig med nye indtryk, nye glæder, nye mennesker. Midt i det liv, der udfolder sig for mine undrende, elskende øjne.

Jeg har glemt, hvad jer er.

Det er nu ikke fordi jeg har fanget mig nogen former for hverken den ene eller den anden aldersbetingede sygdom - der er hverken påbegyndende demens eller Alzheimers at spore i min morgentrætte hjerne. Og selvom mit blodtryk er faretruende højt - og dermed medvirkende til endnu en omgang stress og uro - kan jeg heller ikke skyde skylden for min forglemmelse på dén bette legemlige skavank .

Næh, jeg har simpelthen bare gjort det, jeg tidligere var så god til. Og gemt min sygdom inde under alt det, der fylder min hverdag, uden at tage de daglige hensyn til den, jeg ellers har gjort en ære i at holde fast i, siden jeg tog afsted i behandling for snart to år siden.

Det hedder Gammel Adfærd, gør det.

Adfærd, der før i tiden kun havde ét eneste mål - at føre mig hen i situationer, hvor tilbagefaldet ventede jublende bag den første genstand. Adfærd, der har været en del af mit Jeg gennem årtier.

Men heldigvis findes der overalt i landet steder og mennesker, der kan være medvirkende til at fjerne den type sprængfarlig adfærd. Steder, hvor mennesker med min sygdom samles, for give hinanden hjælp til selvhjælp.

Mennesker, der lige som jeg, selv har befundet sig på det stade og prøvet de samme ting, som dem jeg har gennemlevet i mit aktive liv. Mennesker, der selv har prøvet at stå i Gammel Adfærd, og på den måde - langt fra eller tæt på - været på vej ned i flasken igen. Mennesker, der kan få mig til at huske, hvor jeg finder det værktøj, der kan bruges til at undgå at komme i nærheden af den første.

Og heldigvis har de her mennesker en rede i nærheden af min nye bopæl - et sted, hvor jeg kan tage hen for at få tanket op igen, og blive mindet om hvem og hvad jeg er. Genhuske, at min sygdom er livsvarende og uhelbredelig - og endda huske det med et Sindsroligt smil.

Så midt i en dagligdag fyldt med kærlighed, søndagsradioudsendelser, tilvænninger til livet som Langelænder, og bekymringer af alskens anden slags, går det op for mig at jeg stadig skal sørge for at holde min sygdom tæt ind til kroppen, og ikke lade den forsøge at undslippe min opmærksomhed.

Kun på den måde kan jeg sørge for ikke at ryge tilbage i Gammel Adfærd.  Kun på dén måde kan jeg holde den type adfærd fast på den udløbsdato, jeg klistrede på den, den niogtyvende april totusindeogseksten. Kun på den måde kan jeg holde mig ædru - én dag ad gangen.

Kun på den måde kan jeg holde mig i live.

Og mens jeg på denne vidunderskønne morgen lader både den varme the og de mange forskellige morgensultne pipdyr udenfor mine vinduer vække mig langsomt og fredeligt, går det op for mig at jeg i virkeligheden er Universets heldigste mand.

For jeg er ædru, elsket, og istand til at se tilbage på et turbulent liv i ærlighed og kærlighed. Jeg er istand til at kunne tilgive og bede om tilgivelse - og acceptere, såfremt det bliver afvist.

Med alle mine fejl og mangler - alle mine dårligdomme og forkerte beslutninger - er jeg trods alt stadig et menneske, med evnen til at elske og blive elsket. Et menneske med lyst til livet, og lyst til fortsat at udtrykke mig om det på den eneste måde, der virker for mig.

Ved at forblive ædru.