En streg i sandet

En gang imellem er jeg nødt til selv at trække den, har jeg indset - en gang imellem præsenterer den sig selv, og forlanger at blive taget alvorligt.

Stregen i sandet.

Den der linie, det er nødvendigt for mig at acceptere bag mig, og som gør at jeg ikke hele tiden skal bære fortiden på mine skuldre. Uforløst, ubearbejdet, ufærdig.

For når den bliver trukket, hvad enten det er af mig selv eller andre - eller trækkes af tilværelsens egen ubønhørlige fremmarch - så giver den mig mulighed for at trække vejret lidt friere, lidt dybere, lidt roligere.

Stregen i sandet.

Det meste af mit liv er jeg veget tilbage fra at trække den selv, og har ladet mine handlingers konsekvenser om at trække den. Som regel fordi jeg på den måde kunne lægge ansvaret for den - og dermed ansvaret for de handlinger, der førte frem til den - over på andre skuldre end mine egne.

Hvilket livet igennem har givet mig utallige skrammer og sår, og ført til diverse typer flugt fra den virkelighed, stregen på skærende grusom vis understregede eksistensen af. Flugt, der på alle måder gav mig muligheden for at kunne lægge ansvaret for alting alle andre steder end der, hvor ansvaret rettelig hørte hjemme.

Lige frem til den dag, jeg fandt ud af at gribe om den pind, der kunne trække stregen, sammen med det eneste, der var stærkt nok til at gøre stregen tilstrækkeligt tyk.

Virkeligheden.

Det er over elleve hundrede dage siden, jeg en tidlig fredag morgen trak mit livs tykkeste streg bag mig, gav slip på pinden jeg havde trukket den med, og lod virkeligheden stå vagt ved den nu opståede grænse mellem min fortid og min nutid.

Lige siden har jeg dagligt kunne se stregen og dens vogter bag mig. Se, hvordan virkeligheden opmærksomt vogtede det, der var min fortid. Se, hvordan alt det, der var, langsomt blev tydeligt og klart - filtreret gennem virkeligheden.

Se, hvordan denne, min fortids vogter, gjorde det muligt at skære alt bullshittet væk, og præsentere det, der skete, ganske som det var.

Nøgternt erkendende, og ærligt accepterende.

Men det er først for nyligt, at jeg fuldt ud har erkendt, at den vogter jeg satte til at passe på stregen i sandet, også samtidig sørger for at den stadig er der. Sørger for, at den ikke dag efter dag bliver lidt sværere at få øje på, lidt tyndere ude i den hastigt vigende fortids horisont.

Sørger for, at den hele tiden er der, hvor fortiden slutter og nutiden begynder. For min fortid er aldrig længere væk, end det øjeblik virkeligheden lige har puttet ned bag stregen i sandet.

Og det sørger virkeligheden for at gøre - En dag, ét øjeblik ad gangen - fordi jeg er ædru.

For kun på den måde, kan jeg se virkeligheden i øjnene, og acceptere den for det, den er.

Mit liv.