Fortiden er en mærkelig fisk...........

 ......... og bedst som jeg tror, at jeg har fået sat krogen i den og begynder at hale den i land - så slår den med halen, og ændrer straks karakter.

Det lyder underligt - jeg ved det godt. Og det er skam ikke fordi jeg er hoppet på nogen former for stimulanser, ud over den glæde det ædru liv gi'r mig, at jeg pludseligt - og helt ud af det blå - begynder med den slags allegorier.

Men det var nu lige dét, der her en måned efter mit sidste indlæg, rumsterede rundt i min morgentrætte hjerne.

At fortiden er en mærkelig fisk.

Der er mange andre ting, jeg kunne have valgt at tage fat på, efter en så lang skrivepause - faktisk den længste pause, jeg har holdt, siden jeg begyndte at skrive igen for snart tre år siden. Det kunne have været den netop overståede jul - hele indkøbsræset op til gavefesten - den hyggelige aften i vidunderligt selskab.

Eller nytårsaften, fyldt med sindsro og nydelse, som indgangen til endnu flere dage med klarhed over tankerne, og ro i sjælen.

Men istedet bliver det altså det der med Fortidens Underlige Haleslag, der triller ud af mine fingerspidser, og ned på papiret. Uden jeg egentlig ved ret meget om, hvad det ender med at bringe med sig.

Lad mig tage ét klask ad gangen.

Det første klask med den der Friskfangede Fortids Fiskehale, kom drønende op på begge kinder, da min far så ganske ud af det blå blev indlagt med flere forskellige sygdomme i kroppen. For jeg fandt ud af, at det der skulle være min familie, ikke havde lyst til at indvie mig i indlæggelsen, så der gik et par uger, inden jeg opdagede det.

De sved, de klask.

Men de var vel ventet. For man lever ikke et liv som alkoholiker, uden at have såret, svigtet, overset, og ødelagt, i den familie og de venner, der omgiver én. Og jeg har så sandelig gjort mit, til at stå parat med kinderne i klaskehøjde.

Og samtidig fik klaskene mig til igen at gennemtænke den fortid, jeg ikke kan ændre. Og selvom jeg har gennemtænkt den mange gange siden jeg gik i behandling - og har erkendt mange fejltagelser på den måde - så dukker der altid noget nyt op, som jeg ikke lige havde fået med på listen.

Hvilket nok slet ikke er så ring' endda.

Og så rammer jeg lige tilbage i den der juleaften og nytårsaften alligevel. For det andet klask med Fortidens Livskraftige Fiskehale, fik jeg dér. På den første juleaften - og den første nytårsaften - jeg holdt sammen med andre mennesker i flere år.

For pludselig opdagede jeg, at det ikke var så farligt endda, at fejre den slags højtider sammen med andre. Og så samtidig helt uden noget af det, der ellers før i tiden var min faste følgesvend i jule og nytårsdagene. Dét, der både kunne få mig til at glemme, til at skændes, til at skabe mig helt åndssvagt, og til at vågne op i fuldebrummen.

Dét, jeg troede var nødvendigt for at kunne leve det liv, der nu engang var mit. Med samt alle de underlige gerninger, fejl, og ødelæggelser, det havde været fyldt af.

Plask, sagde halen, og daskede mig vennesælt på kinderne med en varm gen- og anerkendelse af nydelsen ved at være sammen med andre i et åbent, kærligt, og ærligt fællesskab. Og så stod jeg dér, med tindrende øjne og glæde i stemmen, og skålede det Nye År velkomment, mens jeg næsten åndeløst tavst betaget opdagede at endnu et helt kalenderår var ædru overstået.

Erkendende, at noget af det jeg vil prøve i det nye år, er at finde Modet til at ændre familiens syn på mig. Hvis det altså ER noget, jeg kan ændre. Ellers må jeg finde Sindsro til at acceptere tingenes tilstand. Og dén forskel, er der kun Visdommen, der kan lære mig.

Men klaskene fra Fortidens Flabede Haledaskere er ikke overståede endnu.

Det tredie - og nyeste - kindklask, landede lige der, hvor der måske var allermest brug for det. I genkaldelsen af den fortid, der - way back when - var dengang tingene for alvor tog fart. Dengang, hvor kærligheden var alt for farlig, for den kunne jo få mig til at huske ting, jeg helst ville glemme.

Og ærligheden gemt væk bag oceaner af fortielser og mistede forhåbninger.

Det dukkede op - det bette HavfruehaleKindDaskende klask, med en Facebookanmodning om venskab. Og har indtil nu kastet mine tanker ud på en tur gennem ting, jeg havde glemt, steder jeg ikke kunne huske, og begivenheder jeg end ikke vovede at tro havde eksisteret.

Så her står jeg nu - med saltvandet drivende ned af mine kinder, som resultat af de seneste Klask fra Fortidens Friskfangede Genkaldelser, og ved at jeg ikke er færdig med den endnu - Fortiden.

Den er jo den del af mig, jeg er nødt til fuldt ud at huske, og lære af, for at kunne leve mit liv Én Dag Ad Gangen. For gør jeg ikke det, er jeg dømt til at gentage alle fejlene - igen og igen.

Så jeg holder linen stram, og lader Fortiden baske alt det den vil med halen. For hvert eneste Klask - hver eneste saltvandsdråbe på mine kinder - minder mig om, hvorfra jeg kommer og lader mig se de fejl, jeg begik.

Og dét - gør mig bedre istand til at undgå at begå dem igen, og stadig være ædru - fireogtyve timer ad gangen.