Tågen er tæt i Tryggelev.

Udenfor mine endnu ikke vinterpudsede vinduer hærger et blødt mørke.

Et af den slags, der sætter aftryk i både syn og sjæl, og fylder i majestætisk vinterlighed overalt.

Det, jeg kan se af min have, ligner begyndelsen til en Kenneth Bøgh historie, med skygger af smådjævle bag buskene og hvidklædte engle glidende henover det græs, der endda kun kan ses, hvis jeg kniber øjnene sammen og kigger godt efter.

Det hele er dannet af den tåge, der her til morgen fylder ikke bare mit langelandske paradis med løfterne om en sne, der endnu ikke er kommet, men som også ubemærket har sneget sig ind i mit morgentrætte sind, og efterladt et snart-frost aftryk af vinterlig ubevægelighed.

Næsten alle lyde udefra virker dæmpede - muflede - pakket ind i larmædende vat og gemt bag en trægtflydende tre graders varm undskyldning for morgenens langsomme eksistens.

Tågen.

Kun Samsons insisterende morgenbenyttelse af kattebakken, og den ivrige lyd af krystalgrus, der hastigt bruges som dække over de ellers ondt duftende resultater, bryder ind i min endnu ikke vågne opfattelse af dét, der virker som en evighed af minder om nattens drømme.

Det er morgen.

Theen i julekoppen dasker blidt til mine smagssanser, mens den starter min krops vej mod vågen virkelighed, og undervejs ubekymret river søvnen ud af hver enkelt pore.  Den er grøn, theen, og smager forbistret godt her til morgen. Af forår, af minder, af nydelse, og af løfter om en dag, der kun lige er begyndt.

En dag, der helst skal blive til oprydning, vasketøjssamling, på plads sætning, og alle mulige andre livgivende aktiviteter, i dét der lige nu virker mest som en stivnet gentagelse af gårsdagens nærmest ubevægelige eksistens.

For det er ikke bare udenfor, tågen lydløst cirkler rundt.

Den besætter mit sind, hvirvler rundt om min sjæl, og nedfryser mine vågnende hjernecellers begyndende aktiviteter til en grødet masse af tanker, der næsten fryser fast til hinanden i hjørnerne af hjernens krogede krinkelkroge.

Og kun de små slurke varm the, der finder vej over mine læber, holder ubevægeligheden stangen, og kroppen på rette vej mod vågen tilstand. Så når kanden om lidt er tom - sætter jeg en ny over, og glæder mig til at fylde endnu mere sprængfyldt energi på min trods alt forholdsvis brugte krop.

Den trænger til det, tror jeg. Trænger til, at kunne vågne med alle sanser blidt svøbt om tågen, der ellers ville have overtaget. Trænger til at se denne specielle morgens verden udfolde sig, og blive til dét, jeg håber den bliver til.

Endnu en ædru dag.