Langeland, jeg tror jeg har......

......mistet inspirationen.

Hvilket er noget af det værste, der kan ske for en skribent - at miste inspirationen.

I ved - den der vidunderlige fornemmelse indvendig, der i sit kølvand har ord, sætninger, meninger, samtaler og enetaler - samt brusende inspirerende dialoger.

Den fornemmelse - muse, om I vil - har jeg ikke haft besøg af siden min forrige udflugt til fortidens åbne sår. Og tro mig - det gør ondt.

Alene det, at sidde som jeg gør her til morgen, og glo tomt på en skærm, og samtidig lønligt håbe på at den blinkende cursor helt af sig selv finder de ord frem, der myldrer rundt inde bag pandebrasken - og så samtidig vide at det ikke sker - er ikke bare irriterende, tidsrøvende, frustrerende, og fantastisk humørdræbende - men faktisk direkte livsfarligt, for en mand med min sygdom.

Så det er godt, at jeg bor et sted i landet, hvor naturen har ufatteligt helende kræfter. Et sted, hvor det, at bevæge sig udenfor i den friske luft -  nyde synet af de blø'e bakker - de utallige fugle - de kringlede veje - og møde de andre øboers smil og glade hilsner - kan virke uendeligt forfriskende på både humør og tankegang.

Og samtidig sørge for, at jeg kan få samling på de tanker, der allerhelst vil have lov til at skjule sig i baghovedet - trække dem frem, og finde ud af hvordan de lyder, smager, føles, inden jeg giver dem lov til at danse videre ud i universet sammen med en forbiflyvende, morgensulten rovfugl.

Jo, Langeland gør godt for tankerne og følelserne.

Den gi'r mig mulighed for, den bette ø, at kunne stå i modvind på stranden, og råbe min skuffelse, vrede, og afmagt ud over en flok lige så vredladne bølgetoppe. Og true med knyttet næve af den fortid, der pludselig bliver brugt imod mig igen.

Mulighed for, i skovenes dybe, eftertænksomme ro, at kunne sluge de kameler, der pludselig vandrer ind fra for lang tid siden, og huske på at det strå, der knækker kamelens ryg, kun kan gøre det hvis kamelen står stille.

Samt mulighed for, siddende ved en sagnkonges grav eller gående i en greves urtehave, at kunne vælge hvordan livet skal gå videre. Vælge, ikke længere at bøje nakken for tidligere tiders spøgelser og acceptere at fortiden ikke kan laves om, men kun erkendes, accepteres, og tilgives.

Og nej, det er ikke andres tilgivelse jeg søger på den måde.

Den ville være dejlig, men den er ikke min at søge efter. Det er min egen tilgivelse, den tidlige Langelandske vinterblæst gerne må ruske igang. Min egen accept af alt det, jeg tidligere har udsat mig selv og andre for - og som har ændret så meget på tilværelsen, at det åbenbart er nødvendigt at bruge mod mig så meget som muligt.

Samt min tilgivelse af alle de gange, mit liv er søgt ændret gennem anonyme breve, anonyme mails, hviskende rygter og giftige kommentarer, falske anmeldelser og svig.

Det hjælper den her skønne, langstrakte rose af en ø, mig med.

Lyset, der omgiver øen, jeg bor på - lyden, fra de trækkende fugleflokke, der to gange om året danser enten frem eller tilbage henover huset, jeg bor i,

Synet, af de græssende vildheste på markerne - fasanernes skogren i min have - rovfuglenes skrig, mens de afsøger alt omkring huset for føde - latteren i stuerne, og varmen i kinderne efter en lang gåtur.

Alt det, er med til at sætte gang i mine tanker igen, starte vældet af ord påny, og huske mig på at i går kan ikke ændres - imorgen eksisterer ikke endnu - og kun i dag lever jeg, elsker jeg, eksisterer jeg.

For i dag er jeg ædru.

Langeland, jeg tror jeg har......... fundet inspirationen igen.