Tilstandes Ulidelige Enkelthed.

Livet er fyldt med mange forskellige Tilstande, der hver for sig har indflydelse på den hverdag jeg lever i, og de begivenheder der former den.

Det er en af de erkendelser, jeg er nået frem til gennem mit En dag ad Gangen-liv som ædru.

En erkendelse, der burde være ganske selvindlysende for en god, gammel alkoholiker som jeg selv, der siden han blev mør, har vandret gennem den ene efter den anden af de der livsforandrende Tilstande.

Her til morgen fandt jeg så ud af, at jeg åbenbart er ramt af endnu en af slagsen - altså ud over de mange forskellige andre, jeg trækkes med i det daglige, og som jeg har brugt mange indlæg her i blog'en på at beskrive.

I ved - alle de der forskellige Tilstande , der med jævne mellemrum kan få min maves omkreds til at vokse ukontrollabelt - plus de Tilstande, der hiver migræneanfald og øjenømhed hjem - godt nok med større og større mellemrum, men lad nu det være.

For slet ikke at tale om de Tilstande, der kan få mit sind til at synke i sort, og verden til at se flad og trøstesløs ud - Tilstande, der kan få hverdagen til at være en nøjagtig kopi af dagen før, og dagen før, og dagen før, og ..........

Alle ligger de og hygger sig sammen med mange andre, inde under min basale "Tilstand" - den, der siden den brød ud har været vævet ind i min hverdag, mit sind, mit jeg, og som aldrig kommer til at forlade mig.

Men det er ikke den - eller nogen af alle de andre, der skinner ud gennem mig i øjeblikket. Det gør til gengæld en Tilstand, jeg helst ville være foruden, og som jeg havde håbet aldrig ville dukke op - eller i det mindste ville vente en hel del flere år, med at banke på døren og anmode om foretræde.

Det er den Tilstand, der uafvendeligt dukker op når nogen, man elsker, skal til at forlade verden.

En Tilstand, jeg tidligere var ude af stand til at sætte navn på, men som gennemsyrer alt hvad jeg gør og tænker, og som har været tilstede lige siden mit fædrene ophav blev indlagt i slutningen af sidste år, og jeg besøgte ham på sygehuset.

Her til morgen fandt jeg så ud af navnet på den - Tilstanden. Fandt ud af, hvordan jeg kunne få det, den bragte op i mig, til at harmonere med alt det andet, der udgør mig. Alt det, jeg siden den niogtyvende april 2016 har accepteret som en del af mit ædru liv.

Den hedder Sorg.

Og den er fyldt med faldgruber, snubletråde, og lureminer, som jeg med usvigelig sikkerhed falder ned i og udløser, hvis ikke jeg går ind i den med åbne øjne og et hjerte fyldt med ærlighed, kærlighed, og Sindsro.

Samtidig er den mange forskellige ting, den der Sorg.

Den er beklagelserne over fortidens mange fejl og tab. Begrædelserne over alt det, der er mistet, og som aldrig kommer igen.Samt savnet efter dem, der som en røgtåge blev pustet væk af selviskheden og angsten for at afsløre sig selv.

Og den er fortvivlelsen, der opstår når tiden er kommet til at sige farvel.

Jeg har følt den før - Sorgen. Både da mine børn valgte mig fra - da min mor forsvandt ud i uendeligheden - da min reservemor gjorde det samme - og da jeg endelig gav mig selv lov til at føle alt det, jeg har været årsag til, bare for at kunne skjule mig selv og min sygdom.

Samt i utallige andre situationer, hvor jeg aldrig genkendte den, men bare følte den.

Den har været en integreret del af mit jeg i mange forskellige perioder af mit liv. Men aldrig på dén måde, den nu pludseligt er dukket op. Som dét, den er - Sorg - men også som et løfte om Afklarethed.

Den er grunden til, at jeg det sidste lange stykke tid ikke har været ret aktiv herinde. Der har været alt for mange andre tanker, fyldt med indre ønsker om fastholdelse af tingenes tilstand. Ønsker om bedring - og forbedring.

Brændende håb - fyldt med en indre fortvivlende viden om det uafvendelige. Uanset om jeg ønsker det eller forbander det langt væk.

Sorgen over hans kommende afrejse mod en ny begyndelse. Sorgen over, at han skal forlade os - forlade mig - forlade alt det, han er og var.

Og sorgen over, at han ikke kan få lov til bare at lukke sine øjne og tage afsted. At den sygdom, der nu stjæler livet fra ham, gør det så langsomt når han nu selv bare så gerne vil videre.

Suk.

Samtidig er det sorgen over, at jeg aldrig får muligheden for at finde ud af, hvem han i virkeligheden var. Finde ud af alt det, der hele mit liv har været fyldt af blanke pletter. Finde ud af hvorfor.

Dén mulighed siver ud gennem fingrene på mig, uden jeg har nogen mulighed for at kunne holde fast på den. Det eneste, jeg kan, er at have Mod til at acceptere tingenes tilstand. Acceptere, at for ham er der snart kun én dag tilbage.

Og i Sindsro acceptere, at når den er slut - er han væk.