Det nemmeste i verden, er at give op.

De fleste gange, jeg har sat mig her ved tastaturet og kigget på den tomme, hvide skærm, har jeg haft en let gennemtænkt idé til hvad jeg ville skrive. En idé, der så efterfølgende har resulteret i linievis af betragtninger og tanker.

Det har jeg ikke lige nu.

Og det har jeg faktisk ikke haft i efterhånden lang tid - helt tilbage til december sidste år har der ikke været meget aktivitet på blog'en, der har stået helt stille lige siden jeg lagde det sidste blogindlæg den anden februar i år. Hvilket der er mange, vidt forskellige, og dog alligevel så ganske ens grunde til.

Månederne fra december og til nu har været præget af den ene kamp efter den anden. Kampe, der satte min skrivelyst ud af funktion, og gav mig en hverdag af den slags, der med største lethed kan sætte enhver misbruger skakmat.

Og som væltede mig ud i bekymringer, stress, hvileløshed, samt en magtesløshed jeg ikke har følt i mange år.

Sygdom - både egen og i familien - dødsfald, familievrøvl, had, kampe. Venner, der viser sig ikke at være venner. Samt mere sygdom, sygdom, sygdom.......

Og ikke engang kærligheden fra min engel, der har været der hele vejen igennem, kunne forhindre mig i at føle, at det i allerhøjeste grad ikke var en blancocheck, jeg fik udleveret ved fødslen, men så åbenbart et mangesidet lånedokument - fyldt med snørklede paragraffer og uforståeligt kancellisprog.

Og fyldt med betingelser, trusler, og massevis af fælder.

Den ene af disse fælder, er dén overskriften lægger frem - at det nemmeste i verden er, at give op.

Bare at gi' slip, og lade mig vælte tilbage i det liv, den tankemåde, den levemåde og de blinde afgørelser, som alt var fyldt af før i tiden.

Men i virkeligheden er det slet ikke nemt - det der med bare at give op.

Det kræver skam planlægning på allerhøjeste plan. Planlægning, så jeg undgår alle de tanker, steder, og mennesker, der vil kunne stille sig i vejen for  min overgivelse.

Planlægning, så jeg kan træde indenfor i min egen lille togvogn, holdende i min egen lille version af skovene omkring Versailles, og underskrive det dokument, der overlader mit liv, min hverdag, mit helbred, til den dæmon, der altid har jagtet mig. Og som det meste af min eksistens har siddet fast forankret på mine skuldre, med kløerne klemt godt fast om nakken på mig.

Planlægning, så jeg ikke risikerer at se idiotien og selvødelæggelsen, før det er for sent.

Faktisk er det noget, jeg siden min første behandling i nittenhundredesyvogfirs, uafbrudt har været på vej ind og ud af. Hvert evig eneste tilbagefald har været omkranset af dén - planlægningen. og det i  en sådan grad, at jeg til sidst havde perfektioneret min helt personlige langtidsplanlægning, så jeg på den måde kunne sørge for lang tid i forvejen at have mine overgivelsesdokumenter parate, hvis og når min modstander kom forbi med skærpede kløer og åbnede flasker.

Denne gang har jeg nu ikke behøvet at planlægge noget som helst.

Alt er kommet helt af sig selv, som om det bare lå dér i tiden, og ventede på, at jeg skulle kommer forbi. Og ganske gratis er jeg blevet præsenteret for følelsen af at have fået tvunget tingene ned over hovedet, så jeg nu kan stå og kigge på en overgivelse - en opgivelse - dér, lige lidt længere fremme i tid - lige dér, hvor fremtiden er godt igang og alting bare kan komme til at smuldre mellem fingrene på mig - lige dér, hvor jeg ikke vil kunne gøre andet end netop dét - give op.........

Jeg gør det bare ikke.

For uanset hvad jeg gør, kan jeg kun se de næste fireogtyve timer frem - kun leve dén ene dag ad gangen, jeg netop står i - og behøver ikke bekymre mig om andet, end det jeg kan finde mod til at ændre, sindsro til at acceptere, og visdom til at kende forskellen på.

Så kan det godt være, at omstændighederne gennem de sidste mange måneder har skubbet mig frem mod afgrundens kant, og lokker med glemselens sprutfyldte tåger. Men jeg tager én ting ad gangen - én dag ad gangen - og ét skridt ad gangen.

For når jeg bare husker at bruge det værktøj, jeg fik udleveret i mine behandlinger, på daglig basis, er det nemmeste i verden, ikke - at give op.

Så er det nemmeste i verden - at lade den første stå. Men gud, hvor kan det nemmeste være svært.......