torsdag den 29. december 2016
De sidste dage.
Foran mig står endegyldigt dette års sidste dage.
Der er ikke flere at tage af i 2016, end dagen idag og de to kommende dage. Så når klokken på lørdag slår første slag klokken 00:00:00, er det med 365 spritnye dage forude, og med et år hvor ingen kender dagene, før de er gået.
Tidligere kendte jeg godt dagene, der ventede forude. De fleste af dem var med planlægninger, der næsten altid slog fejl, og med begivenheder, der ikke altid var af de bedste. Minderne fra mange af disse kan stadig optræde om natten i mine drømme - både i de dejlige, og i mareridtene.
Men gennem de sidste 8 måneders daglige livtag med virkeligheden, og gennem møderne med fællesskabet, har jeg indset at Livet Er Godt.
På trods af nedture over brændte følelser og kuldsejlet kærlighed, har mit liv vist sig at indeholde meget mere end jeg nogensinde har turdet håbe på. Glæde og bedrøvelse, nye begyndelser, og afslutninger der har gjort ondt.
Tab - både fysisk virkelige og mentalt uvirkelige - har tilføjet bitre noter til den virkelighedens cocktail, jeg med taknemlighed har drukket dagligt. Men noterne er blevet komplementeret af sødmen i familiernes og venskabernes kærlige tanker. Og toppet med et følelsernes cocktailkirsebær af den smukkeste slags.
Så skulle jeg ikke nå jer alle ved indgangen til det nye år på lørdag, skal i vide at jeg af hele mit hjerte ønsker jer alle det bedste nye år, der findes - samt kærlighed og lykke i spandevis.
Etiketter:
Afrejse til ny destination,
En dag ad gangen
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar