Julens spøgelser.

Udenfor mine vinduer begynder solen at trænge gennem det svage slør, der har spredt sig over himmelen, og græssets grønne farve afslører, at heller ikke i år kom der sne til jul.

Indeni mig lurer Julens 3 spøgelser, med hver deres syn på fortiden, nutiden, og fremtiden. Den ene af dem stak sit hoved frem i går, og mindede mig på både de bitre jul og de glade jul, der har været gennem tiden.

Hun var temmelig ligeglad med mine patetiske forsøg på at undgå tankerne om de gange julen havde været tæt på at ryge i skraldespanden, på grund af min sygdom.

Og fuldstændig skånselsløs, da hun præsenterede mig for minderne om de gange, julen var et lykkeligt sted - en varm, og kærlig tid - med mennesker, jeg siden har mistet på den ene eller den anden måde.

Det gjorde ondt.

Her til morgen stak den næste så hovedet frem, og trak mig med en tur hen forbi dette års jul.

Han svang sin kappe, og viste mig glæden i folks vinduer, og kærligheden i deres sjæle. Men også mørket og ensomheden, som jeg selv er blevet en del af denne jul. Og han efterlod mig med tårer i øjnene, da han genviste mig min genbos uselviske gestus - juledekorationen, der beskedent blev leveret til mig med et "Glædelig Jul", fordi de havde set jeg var alene.

Så nu er jeg parat til den sidste af Julens Spøgelser.

Han, som nogle kalder Manden med Leen, og andre Fader Tid, vil vise mig den fremtid, og det eftermæle, der ligger foran mig, såfremt jeg ikke tager min skæbne i egne hænder, og vælger livsglæden som ledestjerne.

Så kom kun, du tredie af alle julens spøgelser, og lad os tage på en rejse, fra hvilken jeg kun kan komme klogere tilbage.

Glædelig Jul, allesammen.