Bedste ven og værste fjende.

Stress.

Kender I det, at alting pludselig står i kø for at ske samtidig - eller i det mindste for at blive løst samtidig ? Hvad enten det er forhold, job, hverdag, helbred, eller en af de mange andre ting, der kan komme drønende ind fra højre, og kræve at blive taget alvorligt - lige her og nu.

Så er det, at man opdager hvordan livet egentlig hænger sammen. For selvom de fleste mennesker viger tilbage fra stress med alle tegn på forfærdelse i deres ansigter, så er stress faktisk den bedste ven du kan få. I små, kontrollerede, korte udbrud - som det er meningen at stress skal være, for at kunne hjælpe med at overkomme det tilsyneladende umulige.

Bagefter har man den mest fantastiske følelse af velvære i kroppen, når adrenalinens eftervirkninger sætter ind. Dette vidunderlige, kortvarige boost, som stress fremkalder, giver samtlige kroppens muskler, og sindet, en skøn varm fornemmelse, der godt kan vare i dagevis.

Så stress kan godt være din bedste ven.

Men for det meste opfatter vi stress som vores værste fjende. For som vort samfund er indrettet, kan vi egentlig ikke give slip på det, at være stresset, når det først begynder. Så istedet for en kortvarig stressperiode, med efterfølgende afslapning og nydelse, lader vi stressen vare ved.

Vi lader den køre for fuld kraft, og hæver vores adrenalintærskel voldsomt, så vores krop pludselig tror det er normalt med en konstant adrenalinproduktion, og overhører advarselssignalerne fra muskler og organer. Selv vores hjerne bliver snydt til at tro, det er behageligt at være "oppe på beatet" uafbrudt, og hele tiden blive udsat for nye problemstillinger, nye farer, nye voldsomme følelser.

Så pludseligt går det galt. Mavesår, for højt blodtryk, dårlig fordøjelse, forkerte spisevaner, forkerte drikkevaner, dårlig søvn, uafbrudt negative tanker. Det hele sætter ind med fuld kraft, indtil enten hjernen eller kroppen slår fra. Hjernen kan nå at gøre det med en depression, der sender alt ned til kravletempo og farver hverdagen grå-i-grå. Hvilket et eller andet sted nok er at foretrække fremfor kroppens mulighed får at slå fra.

Den har blodpropperne og hjerneblødningerne, eller kraftigt blødende mavesår, som reaktionsmuligheder. Og hvis vi ikke tager samtlige signaler alvorligt, samt bare prøver på at skubbe depressionen til side og arbejde os igennem den, så overtager kroppen muligheden, og sender os til tælling.

For fuld kraft.

Hvor jeg ved det her fra ? Jeg har været der selv, og oplevet hvad det vil sige ikke at lytte til min krop og mit sind. Ikke at tage de accelererende symptomer alvorligt, og bare tro tingene kunne klares med kemisk hjælp fra psykofarmaka og syrehæmmerpiller.

Tro mig - det skubber kun problemerne længere ud. Ingen piller kan på nogen måde ændre den måde, der tænkes på, eller den måde, der spises og leves på.

Det er kun dig selv, der kan det.

Først da jeg tog mine problemer alvorligt, og begyndte at være ærlig overfor dem, dæmpedes mit vanvittigt høje blodtryk, og mine mavesår begyndte at læges. Mine tarmproblemer blev håndterbare, og mit alkoholproblem taget vare på.

Det har taget mange år for mig at komme hertil, og kostet mig både forhold, familie og arbejde. Og kommer måske til at koste mere, inden jeg for alvor er på plads i livet. Men det er det værd.

Jeg er ikke bange for stress mere. For nu ved jeg, hvad jeg skal og kan gøre, når den kortvarige, positive stress truer med at forlænges ind i det negative. Nu ved jeg, hvordan jeg kan give slip, og acceptere ikke at kunne gøre noget ved de ting, der før tog magten fra mig, og forlængede min stress ud i det sundhedsskadelige.

Og det, jeg ikke kan løse selv, det giver jeg slip på og lader gå. Så må en eller anden med større magt og klogskab end mig, tage sig af det.

På den måde, bliver Sindsro min allerbedste ven.