Snart er det ......

....... lørdag.

Og så samtidig Juleaften - den aften på året, hvor kærlighed og samhørighed gerne skulle være i højsædet. Hvor alle former for nag, misundelse, kiv og strid, så samtidig skulle  være ryddet af vejen. I det mindste på selve dagen, og de efterfølgende juledage.

Desværre er der mange, for hvem det ikke er sådan. For hvem Julen frygtes, og de efterfølgende dage giver anledning til bange anelser og bekymring.  Jeg ved det, for jeg har selv været dér.

Både som afsender og modtager af alle bekymringerne, anelserne, og frygten. Frygten for, at jeg / han / hun endnu en gang skulle falde i, og ødelægge den hygge og glæde, der ellers havde manglet i hverdagen. Bekymringerne over, hvordan det hele kunne sættes op, så der ikke var mulighed for at falde i, uden samtidig at gøre familien eller mig / ham / hende mistænksom. Anelserne, der hele tiden sagde, at det ikke gik.

Hele den periode, hvor blodtrykket automatisk røg i vejret, når lillejuleaften indtraf, og først dykkede til et nogenlunde normalt niveau igen ugen efter nytår. Hvis altså der ikke var sket noget - igen. For så blev det oppe i et ødelæggende højt niveau, indtil alle skænderierne og mistroen var overstået.

Alle de dage, hvor skridtet hen mod den der farlige start - den der allerførste, der er for meget, og som efterfølges af alle dem, der er for lidt - bliver taget, igen og igen.

Det er mindst 13 år siden, jeg sidst har været foruden. Og 29 år siden, jeg første gang vidste det var nødvendigt.

Om 8 dage er det 8 måneder siden jeg var klar nok til igen at vide, at jeg altid skal være uden.

I år bliver det på den allerkraftigste måde, jeg kender. Med en Jul, der bliver holdt i al stilhed. Uden alt det, der før signalerede at det snart var tid til at tage den første. Ingen Julepynt - intet træ.

Alene, men ikke ensom.

For rundt omkring i hele verdenen sidder der mennesker i samme situation som jeg. Mennesker, der har været det hele igennem, og som har overlevet og er igang med at leve et fuldt liv igen. Uden det, der før styrede deres liv og hverdag.

Mennesker, der i glæde sender varme tanker til de af os, der stadig lider, og som har brug for fællesskabets varme og kærlighed. Også selvom de skulle sidde alene i Julen. For fællesskabets styrke og kærlighed fylder både dagligdagen og højtiden med varme og ro - med tillid til, at sålænge vi accepterer de ting, vi ikke kan ændre, og ændrer de ting vi kan, med visdom til at se forskel på de to - så får vi muligheden for et fuldt liv.

Det virker, når vi medvirker.

Tak for  mig.