Nytårsaften er en sær snegl. De fleste af mine er foregået med brask og bram, sammen med familien og måske endda nogle venner. En stor del af dem er foregået i en 100 hestes brandert, med efterfølgende snøvlende nytårsforsæt når klokken slog midnat. For derefter at blive kastet hovedkulds ind i det nye år, med blussende kinder og blanke, stirrende øjne.
Indrømmet, der har været utroligt mange af dem, der har været fyldt med glæde. Over livet, over kærligheden, over dét, at have en familie at blive elsket af. Nogle gange har der været dryppet lidt malurt i glæden, når det forgangne år havde budt på tab af venner eller familie.
Men alle har de markeret indgangen til et nyt år. Igennem en aften, der mange gange blev regnet for indgangen til et nyt liv også - uden at ende med at blive det. For som så mange andre nytårsforsætter, har den type også en tendens til at blive glemt eller løbet over ende af virkeligheden.
Den virkelighed, der i det forgangne år har kostet mig næsten alt, men givet mig så meget. Den følelsesmæssigt voldsomme afslutning på mit næsten 13-årige samliv, de mange black-outs, der førte frem til det, et elsket familiemedlems bortgang, og alle de brudte løfter og uærligheder, der endte med at åbne mine øjne.
Lige siden da, har jeg dagligt øvet mig på det, jeg en dag ad gangen håber altid vil følge mig. At være ædru, hvad enten livet præsenterer mig for opgang eller nedtur. At finde Sindsro, så jeg accepterer hvad jeg ikke kan ændre. At have Modet til at ændre det, der ændres kan og skal, og i mit tidligere så sårede Sind finde Visdom til at se, hvad forskellen er.
Og så er nytårsaften også den aften, hvor maden skal være ekstra god, og selskabet ekstra hyggeligt.
Hvor der kan grines, glædes, elskes, og leves, for fuld tryk.
Det skal jeg også i aften.
Selv bliver min mad ikke til varm, kogt torsk - jeg synes det er synd for fisken at koge den, for så forsvinder al den gode smag ud i vandet, så skal det være, så bag den nænsomt i ovnen med masser af dildkviste lagt hen over. Men jeg laver mig en god langtidsstegt Brontosaurus-bøf med diverse istedet.
Og selvom mit selskab kun kommer til at bestå af én person - mig selv - så ser jeg frem til en aften med varme, kærlighed og glæde.
En aften, hvor nytårsklokkerne indvarsler fortsættelsen af det nye liv, jeg startede for 8 måneder og 2 dage siden. Hvor dagen imorgen ikke indebærer tømmermænd og vatdyr på tungen, men stadig har varm suppe som hovedmåltidet.
Hvor mit håb vil være, at de første skridt kan tages, så helingen af mit forhold til min familie - mine børn, børnebørn, og svigerbørn - forhåbentlig fører frem til det fællesskab, der alt for længe har været ødelagt.
Så jeg løfter mit glas til midnat, og ønsker jer alle et godt og lykkebringende Nyt År, og takker for det gamle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar