Buldrende mørke og tordnende vind.

Lyde kan sige meget om alt  muligt.

For eksempel lyden, når en mave rumler af sult - eller lyden, der kommer, når en kraftig søvnighed udmønter sig i et gab. Eller hvad med de lyde, der udfolder sig i den verden, der er omkring den enkelte. Hunden, der gør - katten, der hvæser - og alt det andet, der tilsammen udgør et lydtæppe i hverdagen.

Men intet af det slår lyden af en god storm.

Den kriblende, hvæsende, vridende lyd, når regndråberne piskes mod ruderne fra alle retninger. Stormens dybe brummen, der ligger som underlægningsmusik til vindens vanvittige hylen, og buskenes forskræmt højlydte knirken, når grenene bliver vredet rundt af naturens løsslupne kræfter.

Og mørket.......

Denne normalt tavse og grænseløse tilstand, der hver nat viser sig fra næsten samme side. Lysløs, skræmmende, og uendelig.

Undtagen når en storm melder sin ankomst, og farer over landet. Så opleves mørket pludseligt som buldrende og dirrende af energi. Hvert enkelt atom bliver anslået, og deltager i øjeblikkenes voldsomme koncert af atonale lyde og følelser.

Jeg kan næsten tage og føle på mørket, når det omgives af en storm, som den der lige nu har kastet sig over min landsdel. Klaprende tagsten og knirk i husets skelet holder min opmærksomhed fanget, og sætter min sjæl i overdrive.

Fyrfadslysene står parat, tændstikkerne er fundet, og batterierne sat i transistorradioen. Og om lidt laver jeg en termokande kaffe, der kan holde varmen hele natten.

Så kom kun, storm. Pust dine vinde gennem skovene, og vælt de træer, der ikke har kræfterne til at holde sig oppe.  Rens hækkene for bladenes rester, så der er plads til nye. Fej det hele sammen i bunker, hvor pindgrise kan skjule sig for kulden og fugle finde en overlevende regnorm.

Tag derefter livtag med natten, og blæs mit sind fri for resterne af de tåger, der er sat af fortiden. Og lad så verden genopstå - ren og frisk, parat til atter en dag.

En dag med nye lyde, og nye følelser.