Avs det gør

Jeg havde egentlig beregnet, at jeg her til morgen ville sætte mig med frisk mod, og forfatte et blogindlæg efter mit ophold på Livsstilscenteret. Derefter ville jeg lade dagen udfolde sig, og se hvad der kom til at ske.

Det blev så lige overhalet af virkeligheden

Allerede på vej hjem fra opholdet, efter jeg var blevet sat af i Randers og tog en bus hjem, havde jeg det underligt i min bette mave. Som om nogen havde spændt et bånd omkring den nederste del af den, og strammet til.

Men da det gik væk, når jeg rejste mig, slog jeg det hen og - i vanlig ufornuft - valgte at nedtone værdien af det i mit bette hoved.

Så kom fredag morgen. Med nye smerter, da jeg rejste mig fra sengen. Suk. Dingelingeling - bette doktormand, hvad gør jeg ? Du drøner forbi med en urinprøve, og så må vi se på den.

Som sagt, så gjort. Allerede nu føltes smerterne ikke så vilde, som da jeg vågnede, så sygeplejerskens fund af lidt blod i urinen, virkede ikke så alvorligt. Herregud da, det kan jeg jo få undersøgt på onsdag, hvor der alligevel skal rodes og pilles ved min prostata. Ja, jeg er i dén alder, hvor gerne jeg ellers selv ville tro noget andet.

Hjemad det gik igen, via den gode ven, der havde kørt mig afsted, og fredagen skred roligt videre mod sit endemål. Med samt smerter, og tanker der forsøgte at bilde mig ind, at det hele nok skyldtes den uvante kost jeg havde været udsat for i løbet af ugen.

Kender I det der tankesæt, der gør at man hele tiden udskyder at ringe til vagtlæge ? Det der med, at det nok ikke er alvorligt nok, og at der sikkert bare bliver sagt, at man skal tage to panodiler og ringe til egen læge mandag ? Og at der jo nok er andre med større brug for vagtlægen, end mig ?

De tanker sad nærmest fast i min hjerne hele fredag aften, på trods af smerter der blev værre, og ubehag der blev større. Indtil jeg endelig kapitulerede, efter forgæves at have lagt mig for at sove, og ringede til vagtlægen.

Hun var ude ved mig efter kun 1 times venten, og smed flere muligheder op i luften, efter hun havde undersøgt mig. Ingen af dem lød særligt betryggende, men da hun havde afvist min egen teori om, at det hele skyldtes mit madintag i løbet af ugen, måtte jeg tage dem alvorligt. Og skynde mig at indtage den hestepille hun gav mig, for at slå en eventuel betændelsestilstand ned.

Nu er det så blevet lørdag morgen, og natten har bragt nye smerteoplevelser med sig. Så om lidt fatter jeg telefonen, og ringer - som vagtlægen sagde jeg skulle - igen til lægevagten, og fortæller at det er blevet værre.

Så måske bliver næste indlæg på min bette blog skrevet fra en hospitalsseng. Men dérfra kan der vel også opleves noget, der er værd at beskrive herinde.

Dingelingeling...........