Morgenmunter eftertænksomhed.

Ædruelighed er noget mærkeligt noget. Det meste af livet er for mig gået med at holde fast i - nej, måske nærmere klamre mig, desperat til ædrueligheden. Og når den så ikke var til stede - hvilket har været utroligt mange gange - så skulle der opfindes grunde til at den nu lige var gået fløjten.

Hver eneste gang med det resultat, at der blev mere at holde styr på oppe i knolden på mig. Steder, opførsler, samvær, familie, og så videre og så videre. Alt sammen forsøgt sat i orden og katalogiseret i den ellers yderst kompetente grå masse, min hjerne nu en gang er.

Jeg lagde slet ikke mærke til - eller ville måske ikke - at der blev mere og mere rodet og uigennemskueligt i min hjernekistes mindesamling. At følelser begyndte at blive forvekslet med hinanden, og udvidet til mere end de kunne bære. At nøgternheden forsvandt til fordel for forudindtagetheden og bedreviden. Samtidig med, at skridtene hen til næste forsøg på at kunne styre det hele selv, blev kortere og kortere.

Uden held.

Først nu, i det her nye ædru liv, hvor jeg for snart 8 måneder siden besluttede mig for at give slip, og lade en magt større end mig selv, tage over, kan jeg se at jeg har taget fejl hele livet igennem.

Og jeg gør det med et smil på læben, og glade tanker i hovedet.

Jeg ved godt, at intet kan give mig de år tilbage, hvor jeg brugte mit stof som undskyldning for alt, jeg kunne komme i nærheden af. Og som flugt fra den virkelighed, der aldrig var blevet taget alvorligt.

Men jeg kan  - en dag ad gangen - glædes over at jeg lever. At solen står op, og livet fortsætter. At føle varmen og kærligheden i det enkle. Og roligt acceptere, at de ting der sker, har en mening.

Hvem ved ? Måske kan jeg en dag give den viden, og den livsfilosofi, videre til andre, der har eller vil få brug for den. Hvilket ikke er et must for mig, men et håb.

Og håbet er altid grønt.