Andre Sider af mig

søndag den 18. december 2016

Det er noget mærkeligt noget......


........ alt det der med følelser.

Jo ældre jeg bliver, jo mere indser jeg, at følelser har styret hele mit liv. Mine forhold er startet med følelser, og endt med følelser. Mine børn er lavet igennem følelser, og min hverdag har fra morgen til aften bestået af følelser - og reaktionen på samme.

Jeg ved ikke, om jeg hverken er eller har været særligt god, til det der med de der følelser. Men i løbet af det liv, jeg har levet indtil nu, har jeg været gennem dem allesammen.

Lige fra at elske altfortærende, til at føle det mest altødelæggende had. Fra den dybeste, intense glæde, til den altslugende, ulykkelige sorg. Gennem empati og medlidenhed, til fordomme og hovmod. Ydmyghed har plaget mig, mens uselviskhed og respektfuldhed har banket på for at komme ind.

Begær og kyskhed har kæmpet om magten over mine fysiske drifter, mens selvkontrol og frådseri tog parti for hver deres side. Og tro mig, dét har været hårde kampe. Kampe, der har kostet mere end blot et såret ego eller en tabt partner.

Så mens tilgivelsen stille flyder igennem mine tanker - parat til at blive givet og parat til at blive modtaget - opdager jeg at alle har de ét tilfælles, de der følelser. Èt udspring, hvorfra alle følelser, og alle dyder oprinder.

Kærlighed.

Ikke til nogen eller noget, men som eneste reelle energi i universet. Som den energi, der lader os begå alle vore fejltrin, og nyde alle vore succeser. Den energi, der giver min bevidsthed formål og næring.

Lad os fejre den kærlighed sammen på lørdag. På en Juleaften, hvor alle de andre følelser og dyder - positive såvel som negative - normalt bliver fremvist i fuldt flor, og hvor skuffelse, misundelse, glæde, frådseri etc. overskygger alt, ønsker jeg for os alle, at kærlighed vil være den eneste følelse tilbage, når dagen er gået og natten kalder.

Glædelig og kærlig Yul til jer alle, ønsker jeg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar