Klokken er otte om morgenen.
Udenfor kæmper et svagt lys mod mørket, og fravrister det millimeter for millimeter magten. Indeni mig har mit eget personlige mørke længe haft modstand af et stædigt kæmpende lys, der dagligt forsøger at ændre sindets udseende fra mørkt til lyst.
Det er en kamp, jeg håber på at kunne vinde for evigt, så jeg resten af mine dage vil kunne vise et lyst og muntert sind som det mest naturlige af alt. For det er det, jeg helst vil være. Lys, munter, glad, positiv, og alt det, der kendetegner et lyst sind.
Jeg ved godt, at kampen har været hård. Til tider har jeg endda været tæt på at tabe den for evigt. Men fuldstændig som den morgen, der langsomt kæmper sig frem uden for mine vinduer, må jeg huske på at mørket er tættest lige før daggry.
Og min dag gryer.
Min dag har åbnet sig, og viser mig alle mulighederne. Alle de veje, der kan føre mig hen til det jeg helst vil. Til det liv, jeg forhåbentlig fortjener, og den tilværelse, jeg har bedst af.
Det er ikke op til mig, at bestemme om det skal ske.
Jeg kan kun forsøge at gøre, hvad jeg selv mener er rigtigt, og så håbe på, at en eller anden højere magt vil nikke godkendende. Selv forlanger jeg intet, kræver intet, men håber og tror at jeg ved at give slip på det at bestemme, og ved at acceptere af et rent hjerte, vil kunne nå frem.
Alt sammen én dag ad gangen.
Lige her og nu vil jeg benytte det lys, der har bekæmpet mørket udenfor, til at se hvor jeg støvsuger, og nyde synet af den verden, der lettere grå har vist sig udenfor mine vinduer. For selv i en grå verden synger fuglene, og pindsvinene grynter.
Livet er en god opfindelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar