Andre Sider af mig

tirsdag den 20. december 2016

Mig og min.......


....... mørke side. Du ved, den der grimme side, der indeholder alle de negative, dumme, forfærdelige begivenheder og situationer, der er opstået gennem et langt liv. Alt det, jeg helst ville gemme langt væk og aldrig tænke på mere.

Det dukker nu op alligevel. Uanset hvor godt det bliver gemt, og hvor intelligent det bliver behandlet - så dukker det op, og risikerer at ødelægge alt det, den lyse side af mig har stablet på benene.

Hvad gør jeg så ? Farer forvildet ud og råber på hjælp ? Banker løs på de mørke genopståelser med en mental kæp ? Eller rationaliserer jeg dem så længe, at de forsvinder ud i intetheden ?

Ingen af delene.

Jeg har valgt,at tage dem i øjesyn. At møde dem  uforfærdet, og se på dem med klare, ikke fordømmende øjne, og stille bede dem finde deres plads i den helhed, der er mig. Men mest af alt, så vælger jeg at tilgive dem.

Tilgive både mig selv, og de, der har gjort mig ondt. Tilgive de onde, grimme ting, jeg har begået gennem tiden, og som er begået mod mig. Tage hver enkelt af dem op, og børste mørket af dem, så uskylden, skræmtheden, angsten og alle de andre ulykkelige følelser, der førte til dem, bliver beroligede.

Jeg vil tillade mig selv, at finde tilbage og genopleve, med denne nye følelse indeni. Og erkende, at mørket har sine begrænsninger. På den måde, kan jeg lade lyset i mig gennemtrænge dem allesammen, så de kan blive en fuldstøbt, positiv del, af det der er mig.

Så mig og min mørke side - vi finder hinanden i lyset.

2 kommentarer:

  1. ¨Konfrontation er den bedste form for angreb ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ingen konfrontation - bare erkendelse. Konfrontation indebærer vinder og taber, erkendelse indebærer et fuldt liv.

      Slet