Klatkager og hyggespisning.

Julen er fyldt med mange traditioner. Og gennem de sidste mange år, har jeg værdisat og opretholdt en hel masse, der havde speciel betydning for mig. Som den der med, at spise risengrød lillejuleaften, og bruge resterne til ris a la mande dagen efter.

Eller hvad med den der, hvor hele huset pyntes op, og der hænges glimtende lamper udenfor ? Den har jeg holdt i hævd de sidste 13 år.

Men i år er alting anderledes.

Risengrøden blev spist i går. Og resterne har jeg lige rørt sammen til en omgang klatkager - noget, jeg ikke har den store erfaring med, men som bliver hyggeligt og spændende at prøve.

Pynt i huset og udenfor ? Der må jeg nok indrømme, at nissen er lidt sur på mig, for der er intet julepynt oppe - hverken inde eller ude. Ikke fordi jeg ikke gerne ville, men fordi jeg intet har af den slags. Det forsvandt sammen med min forlovede.

Til gengæld har jeg lovet nissen, at der bliver en klatkage til ham og hans familie, når jeg er færdig med at lave dem. Så vil jeg sætte mig ved bordet, invitere nissefar med samt nissemor og nissebørn til at holde mig med selskab - og fejre den vigtigste dag af alle sammen med dem.

Dagen, hvor skiftet mellem lyset og mørket for alvor er i gang. Hvor Lyset har vundet sine første minutter, og mørket fatter det har tabt igen. For mig er det vigtigere, end fejringen af en ung, mellemøstlig knægt, der blev myrdet af sine ligemænd for mere end to tusind år siden.

Ham vil jeg tænke på, når jeg går til kirken på lørdag, og med tristhed i kroppen tænker på, hvad vi mennesker dog er i stand til at gøre mod hinanden. I hans navn.

Nu syder smørret snart på panden, og klatkagedejen har samlet sig i køleskabet. Og hov ! Jeg synes jeg kan høre nogle småbitte træsko klapre henover mit køkkengulv......

Nissefar - vil du være med til at lave klatkagerne ?