Andre Sider af mig

mandag den 2. januar 2017

Et bedre liv.


Den første dag i det nye år er allerede overstået, og dag nummer to banker høfligt på mine vinduer.

Udenfor vokser lyset frem, og lover mulighed for sol og klarhed. Noget, der har været savnet de sidste mange dage, hvor himlen mest har været grå og trist.

Den voksende dag afspejler mit indre.

Mit sind bærer lyset i sig, og har muligheden for at lade det komme frem i mit liv. Allerede nu kan jeg mærke, hvordan det overståede års sidste mange måneder har gødet grunden til lysets fremkomst - det nye lys, der i sin skrøbelighed lover godt liv, hvis jeg passer på det.

Og det gør jeg.

En dag ad gangen sørger jeg for at give det mulighed for at styrkes og vokse. Mulighed for at varme mit indre, så jeg bliver klar til at møde hver enkelt dags udfordringer - opleve hver enkelt dags muligheder. Klar til at kunne se, hvad lyset afslører, og tage mig af det, lyset præsenterer mig for.

De øjeblikke af indsigt og erkendelse, lyset giver mig mulighed for at se helt klart og tage hånd om.

Jeg ved, at jeg skal værne om det nye lys. At det i sin skrøbelighed kan være sårbart overfor påvirkninger. Fortidens skyer kan dække for det, og  mindernes åndedrag kan puste det ud, hvis ikke jeg står skærmende og giver det tid til at vokse sig uimodståeligt stort.

Men kun ved bruge mindernes åndedrag til at sprede skyerne og lade det nye lys opløse resterne, kan jeg sikre mig at der også imorgen vil være en helt ny dag, hvor lyset kan gry og livet kan leves.

I et bedre liv.

1 kommentar: