tirsdag den 3. januar 2017
Lidt Praktiske Gris.......
...... kan jeg vel godt tillade mig at være en gang imellem.
Så derfor vil jeg - udover at dele mine tanker med jer læsere, som sædvanligt - også lige påpege et par småting, der kan gøre livet som læser lidt nemmere.
Prøv at lægge mærke til den "Follow by email"-linie, der er forneden. Ved at skrive din email ind der - får du automatisk mine indlæg tilsendt. Det er jo heller ikke så ringe endda, vel ?
Så er der også lige knappen i højre side...... Faste Læsere, står der på den. Læser du min blog jævnligt, kan det være en hjælp for mig hvis du trykker på den, og melder dig på som Fast Læser.
Endelig...... er der kommentarfeltet helt forneden. Brug det, brug det, brug det...... En blog lever bedre, såfremt der er udveksling af tanker og idéer på den. Hvilket dine kommentarer i allrhøjeste grad kan være med til at sørge for.
Det var det.
Alt det Praktiske Gris, jeg kunne mønstre i dag. Altså ud over det, der ganske naturnødvendig skal foretages i mit bette hjem. Hvor jeg skal igang med en større tur igennem frostboksens minder.
Mit køleskab er udstyret med en frostsektion. Det er i og for sig ikke noget specielt - det er de fleste køleskabe. Mit har 3 bokse - som indeholder minder, jeg endnu ikke har kigget på. Mad, der har ligget frosset ned siden før jeg blev alene.
Så i dag har jeg tænkt mig at tømme de 3 frostbokse, Og mindes de situationer, hvor de enkelte ting blev købt - inden de eventuelt ryger den vej alt, der har overskredet sidste ibrugtagningsdato gør.
I skraldespanden.
Det vil også samtidig være en mulighed for mig, for at sørge for at putte andre, bedre livsstilsrettede madvarer på frost, så jeg kan sikre mig at der også er mulighed for god, sund mad når jeg ikke lige har fået købt friske råvarer.
Lidt kan jeg sammenligne processen med den, der foregår og har foregået oppe i mit hoved igennem de sidste mange måneder. En udrensning af alt det dårlige, og opmagasinering af gode, varme tanker, der kan bruges af når verden synes sort, og livet ømmer sig.
For det kommer det sikkert til på et tidspunkt.
Så for at hjælpe på fremtidens sorthed og ømhed, putter jeg en masse Sindsro-tanker ind i hukommelsens magasiner. Garnerer dem med evnen til at bruges én dag ad gangen, og holder døren ind til dem på klem, så de har let ved at komme frem, og ikke bliver glemt.
Ligesom Disneys Praktiske Gris agter jeg at bygge et hus af fællesskabets mursten til mine tanker og minder, som ingen Grim E.Ulv vil kunne puste og pruste omkuld. Og jeg vil invitere de forskræmte grislinger indenfor, som ikke havde taget højde for hvad livet på alkoholens overdrev fandt på at byde dem.
I fællesskabets hus er der nemlig plads til alle - også ulven, hvis den nu finder på at smide hammen og indse at én er for mange, og hundrede for lidt.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Hvis man læser dit blog på mobil så kommer alle de knapper du snakker om ikke rigtig med....eller er jeg blind?
SvarSletDu har fukdstændig ret - det er kun på pc'en, at knapperne kommer frem :-( Jeg vil prøve at se, om jeg kan lave det om :-)
SletAt rydde ud i gammelt giver plads til nyt <3
SvarSlet