Fødselsveer.

Ni måneder.  Det er den tid, der i søndags var gået siden jeg valgte livet til. En lige så lang periode, som den, jeg gennemgik inden min  fødsel for efterhånden mange år siden.

Og fyldt med lige så mange besværligheder, problemer, nye situationer, samt anderledes måder at opleve kroppen på, som jeg er helt sikkert ikke bare min egen mor, men alle andre mødre også oplever i løbet af et svangerskab.

For ja, jeg har været svanger. Det gode, gamle ord for det at være gravid, gælder skam også for mennesker som jeg, der gennemlever - og overlever, for den sags skyld - de første ni måneder af deres ædruelighed/cleanness.

Svanger med et nyt, sårbart, og i begyndelsen ganske spædt liv, der skulle indtages, mens mit sind og jeg fandt frem til et fælles fodslaw og begyndte at vokse sammen. Dermed begyndte det nye liv også at vokse.

Ikke ulig fostret i sin beskyttende boble af varme og tryghed, har mine møder i fællesskabet været medvirkende til den lette fødsel klokken 07:56 søndag morgen. En fødsel, der har været undervejs siden den første deling af ædruelighedens tanke: Jeg er alkoholiker, og kan ikke klare mit eget liv.

Gennem opholdet på mit behandlingssted, er denne tanke blevet multipliceret, har delt sig utallige gange, og ny erkendelser er vokset frem fra den oprindelige. Hvem, hvad, hvorfor, og hvordan, er alle blevet set, erkendt, og gennemtænkt.

Og i de mange måneder, der er gået siden den beskyttede første i Møllens kærlige favn, har min ædruelighed udviklet sig. Fået tanker, øjne, mund - og fundet sit hjerte igen.

Fået vinger, så den kan hæve sig over det tilbagefald, der gennem mange år var medvirkende til at ødelægge alt omkring mig. Fået liv, så jeg kan holde ud at leve med et smil på læben.

Men selvom min ædruelighed og jeg nu næsten ligger nyfødte og smiler over hele hovedet, så er livet som ædru først lige begyndt. Der vil være udfordringer, snubletråde, sorger og kaos, på vejen gennem dette nye liv. Men også succes'er, lette hop over forhindringerne, glæde og regelmæssighed, at se frem til.

Og Kærlighed.

Til menneskene og mennesket. Alle de, der omgiver mig og som omgav mig i min nedturs alkoholfyldte hverdag. De mange, jeg har svigtet, og de mange, som har svigtet mig.

Til de, der valgte at stå ved min side, da nederlaget endelig ramte, og ædruelighedens første tanke delte sig.

Og til den, der ventede tålmodigt i så mange år, at kun evigheden kan synes længere.

Jeg glæder mig til at lære at "gå" igen. Til at lære at begå mig blandt andre, uden at skulle gemme hvem jeg er - hvad jeg er. At smile sammen, leve sammen, glædes sammen, med hele den vidunderlige flok mennesker, der altid og overalt omgiver mig.

Familien, vennerne, naboerne - alle er de en del af den verden, jeg for alvor er født ind i igen.

Og jeg vil tage det hele til mig - leve det, være det, elske det.

Én dag ad gangen.