Det næste skridt......

....... har altid muligheden for at kunne blive hele tre ting.

Det kan blive det første i en helt ny retning i livet.

Og på den måde signalere, at der er en anden måde at gøre alt på - en anden måde at tænke på, leve på, arbejde på, elske på............

Plus alt muligt andet helt nyt og totalt ukendt. Altså alt i alt noget, der meget nemt kan opfattes som totalt skræmmende, når man som jeg har været vant til altid at kende de næste mange skridt på forhånd. Uanset om disse var ødelæggende, negative, nedværdigende og potentielt dødelige, så var de kendte, og derfor mindre farlige end alle de ukendte skridt.

Eller det kan blive et skridt tilbage i den gammelkendte retning.

Hvilket sikkert kun medfører bussiness as usual. En ren fortsættelse af hele den stribe af skridt, der førte frem til fremmedgørelse, smadrede forhold, nedbrudte organer, og uendeligt korte opture på mit favoritstof - inden den susende nedtur gennem blackoutet til den bund, der blev flyttet nok et skridt nedad for hver gang den blev ramt.

Det kan også blive det sidste, der tages.............

Skilleveje er noget mærkeligt noget. Pludselig står de foran én. De hverken lokker, truer, eller drager. De bare står dér - lige foran, og venter tålmodigt på hvilket skridt man vil tage som det næste. Hvilken vej, man vælger at begive sig ud af. Og uanset hvilken, der vælges - så dømmer de ikke, skillevejene.

De står bare parat, indtil valget er truffet, og forsvinder derefter mens man vaklende begiver sig ud af den valgte vej mod den indbyggede konsekvens af samme.

Indrømmet. Valgmulighed nummer tre virker som den letteste af alle. Eller som Anne Linnet skrev i en sang på Marquis de Sade - albummet: Stayin' alive is so much harder, than one moments pain.

Men i mine øjne vil det være en måde at give fortabt på, der ikke har nogen gyldighed i min fremtid. Selvom jeg erkender, at jeg tidligere i livet havde mange tanker i netop dén retning, kan jeg også føle glæden ved ikke at have fulgt den impuls til døren.

Livet er jo til for at elskes - uanset hvilket op- og nedture det medfører.

Så er der valgmulighed nummer to. At tage skridtet tilbage i den gamle retning. At bevæge mig henad og nedad den vej, jeg forlod den niogtyvende april totusindeogseksten, og genoptage alle mine gammelkendte reaktionsmønstre - de er jo trods alt gennemprøvet i løbet af de sidste mange år.

Men nej.

Der er kun én eneste ting, der kunne tiltale mig i dén valgmulighed. Og den hænger alene sammen med indtagelsen af mit favoritstof igen, og dermed med ødelæggelsen af alt, der er mig.

Det er glemselen. At glemme alt, der er sket, og bygge en verden op hvor jeg alene har ret, og alle andre er forkert på den. Det vil så medføre at min krop hurtigt forfalder igen, mit sind forkrøbles, og mit liv forkortes med adskillige år.

Men kun en viden om, hvad der er sket og hvad der er gjort i mit liv, kan holde mig på den rigtige vej. Hvilket  ikke er valgmulighed nummer to.

Der er derfor kun én reel valgmulighed. At tage det første skridt i en helt ny retning i mit liv. At bryde op fra hvor jeg står, og bryde med de handlemåder, der omgiver mig. At vide, at jeg ikke ved hvor vejen fører hen, og have tillid til retningen alligevel.

For pludselig er det kendte mere skræmmende, end det ukendte, og livet kan føles levende igen.

Når jeg tager det næste skridt...........