Det er........

......sen aften.

Fingrene løber over tastaturet, og ordene flyder ned på skærmen i en lind strøm, mens tankerne flagrer som sommerfugle. Dagens hurdler og solstrejf danser tankefuldt rundt i mit sind, og lader min krop føle lykkens favntag.

Dagen var mørk, da jeg startede odysséen mod Møllen, og blev mørk igen inden jeg var hjemme. Men trods dette, har jeg mødt lys på min vej frem og tilbage.

I bussen, hvor de halvtrætte skolebørn og morgendistræte pendlere sendte hastige genkendelsessmil til hinanden. I toget, hvor nattens eskapader endnu sad i den unge indvandrer, der dødtræt spurgte om han kunne blive vækket, når vi kom til Vejle.

Og som var næsten umulig at få rystet liv i, da toget endelig ankom. For ikke at glemme hele den hvirvlende flok smil, der uafbrudt blev sendt mellem alle, jeg sad sammen med til efterbehandlingen.

Glæden ved at mødes med dem samt høre hvordan deres måned er forløbet, havde hele tiden en drillende undertone af et fællesskab, der ikke bare er med de mange, men i allerhøjeste grad også med den ene.

Intet kan dog sammenlignes med fornemmelsen af at være i hjertet på det hjerte, der er i mit hjerte. En erkendelse, jeg opdager lige så stille har indtaget mig, og sørget for at få mig til at strække våben.

Så mens dagens oplevelser bundfælder sig i mit sind, og glæden ved at være ædru varer ved, vokser et stille smil frem.

Livet er sgu dejligt, i al sin komplicerede enkelthed.