Lang dags rejse mod nat.

Jeg elsker at rejse.

Tage afsted om morgenen fra det ene sted, og så i løbet af dagen stoppe op ved mange forskellige mellemstationer, og opleve de mennesker jeg møder imens, inden jeg så endelig kommer frem til min destination om aftenen.

Der er noget forfriskende ved at bevæge sig på den måde. Jeg får snakket med alle mulige forskellige typer - lige fra den trætte DSB-kontrollør, der ender med at gå smilende videre, over den stressede buschauffør, der stammer fra Færøerne, og som ender med at have fortalt en hel masse sjove og hyggelige historier fra sit hjemland, til de forskellige medrejsende, der nærmest får stjerner i øjnene og undren i stemmen, når jeg indleder en samtale med dem.

Det moderne menneske er jo ikke længere vant til at kunne samtale. Alt skal foregå på det mobile underholdningsinstrument, og helst ikke indebære nogen form for kontakt med omverdenen.

Det blæser jeg nu på.

Det er hyggeligt at få snakket med andre mennesker - få delt sin glæde, hørt på deres, blive tankefuld over historier, der er sorgfulde, og grine over situationer, der ellers ville have været pinlige. Men fordi man samtaler, og deler et øjebliks fællesskab, er det pludselig i orden at være lidt pinlig, eller lidt intens, glad, ked, vred..........

Kort sagt - i orden at være menneske.

På den måde blev min rejse i dag fyldt ud. Og jeg nåede ikke at blive ked af at være taget afsted fra min genfundne engel, for der var ikke tid til at synke hen i den slags adfærd, men istedet mulighed for hele vejen at kunne dele af den glæde, der boblede indeni mig. Og se, hvordan den gav smil på læben, og lys i øjnene, på de mennesker jeg delte rejsen med.

Så her hvor min lange dag er ankommet til sin nat, må jeg give ham ret, ham der H.C.Andersen - at rejse er virkelig at leve.

For lige her og nu - kan jeg for alvor føle at jeg lever.........