Skygger i tågen.

Udenfor vinduerne har natten haft sit eget liv.

Strejf af forbikørende bilers lygter har danset henover væggene her hos mine gode venner, og har givet rummet sit eget mystiske liv. Tidligere tiders besøgende har hvisket i krogene, mens huskattene kælent har smøget sig om mine ben og puttet sig på min dyne.

Jeg har de sidste to nætter sovet på en madras, der lå på gulvet i det, der vel tidligere har været forpagterens store stue. Og nydt selskabet af de to huskattekillinger og fæhunden Molly, der alle tre har kastet deres ubetingede kærlighed på mig.

Samt selskabet af alle de minder, huset indeholder.

Et gammelt hotel har sin egen virkelighed. Og det bosted, mine venner har haft de sidste mange år, var tidligere både hotel og restaurant for hele omegnen. Et af den slags, hvor ungersvendene har mødtes med deres udkårne, og guldbryllupperne blevet fejret med anstand. Uden at forstyrre den overnattende handelsrejsende alt for meget.

Meget af det, der er foregået i rummene, har jeg mulighed for at kunne forestille mig, når nattens varme mørke sænker sig over det hele, og tågerne udenfor vinduerne giver nyt liv til lygternes strejftog gennem universet. Tanker, der får mig til at smile, og til at forundres, over al den kærlighed og glæde, der gennem tiden har fæstnet sig i huset.

Jeg falder i søvn med et smil på læben - og vækkes næste morgen af en nysgerrig og morgenivrig Molly, der aldeles ikke har tænkt sig at lade mig sove helt alene. Så vi morgenputter lige lidt, inden det er tid at stå op og fortsætte min udflugt.

Livet er ikke det værste man har.