Dyr, kål, og motion.

Jeg har fået hund.

Altså ikke sådan for alvor, men bare en passe-en, mens dens forældre er til guldbryllup. Basse hedder han, og er en sådan jeg-ved-ikke-helt-raceting. Men han er utroligt sød og nem at passe. Og så har han i løbet af nul-komma-nix fundet ud af at opdrage mig på bedst mulige måde.

Lige fra det der med tidligt-op-om-morgenen-for-jeg-skal-tisse, til jeg-skal-da-have-en-godbid-nu ting. Jeg lystrer begge dele uden at tænke over det - rent pr. automatik. Hvilket Basse er utroligt glad for.

Til gengæld får jeg spekuleret over det der med at være afhængig af et andet levende væsen. Hvordan det betyder, at man er mere eller mindre låst fast, og ikke helt selv bestemmer hvad man kan og skal.

Der er jo altid noget, der er i vejen for tingene - enten skal hunden ud at tisse, katten have skiftet kattebakke, eller marsvinet have ny avis i buret.

Afhængighed.

Det er næsten lige så vanedannende som at ryge eller drikke. Men med væsentligt færre bivirkninger, må jeg indrømme. Derudover er det så godt som umuligt at køre et tolvtrins-program på.

Til gengæld brokker sådan en bette vovse sig ikke, fordi jeg har lavet brunkål og spist det dagligt siden torsdag. Der bliver bare vrikket lidt med snuden, når den så godt som uundgåelige luftdannelse, kål har en tendens til at skabe, fører frem til udledning af samme.

Og så er der det der med motionen.

Et kreatur som Basse skal jo ud med jævne mellemrum. Enten for at tisse etc,, eller også bare for at snuse til alt muligt, de andre hunde har efterladt som duftspor overalt. Det giver motion. En masse motion - af den slags, jeg i forvejen ikke er så god til at få dyrket.

Der er den adstadige motion, som foretages i roligt gangtempo, mens Basse trisser afsted og sniffer lidt her og der. Den lidt mere hastige af slagsen, når han bliver interesseret i et eller andet lidt længere væk - og den så absolut hvæsende hurtige, når han er sluppet fri af snoren, og synes det er spændende at drøne afsted over markerne.

Derudover er der det med muldvarpene.

Er der nogen, der kan fortælle mig, hvorfor en hund som Basse, der vel nærmest kan beskrives som en hotdog med hår på - langt hår endda - absolut mener, at et muldvarpeskud kun har én bestemmelse i livet. At blive gravet helt totalt op af ivrige forpoter, og efterfølgende tjene som rullemåtte, med efterfølgende indsmøring af føromtalte hår.

Men det er vel bare endnu et af universets store mysterier.

Så jeg nyder at være låst fast i min kortvarige afhængighed af Basse, og ser frem til at få min selvstændighed igen, når han bliver afhentet - imorgen. I nat får han lov til at være vagthund her ved mig, og give mig mulighed for at nyde at være - omend kortvarig - hunde"ejer".

For en nydelse - dét er det.