Sagte simrer fortiden......

...... i en gryde på komfuret.

Underligt, hvordan en så simpel ting som at forberede aftensmaden kan vække minder fra en længst svunden tid. Hvordan duften af kål, der simrer i gryden med flæsk og krydderier, kan få billeder frem på nethinden af begivenheder, fra før min sygdom for alvor brød ud.

Dengang, hvor højdepunktet på ugen kunne være at bruge lørdagen på at afprøve endnu en af de retter, min daværende svigermor havde præsenteret mig for. Og finde ud af, at jeg også kunne lave den, så den var spiselig.  Det var de nu som regel allesammen, bare jeg fulgte hendes meget specifikke og udpenslede opskrifter.

Jeg kunne bruge den slags begivenheder som en flugt, fra den hverdag jeg mange gange frygtede, når jeg vågnede om morgenen. Især på de dage, hvor jeg ikke kunne flygte ud på og ind i mit arbejde.

Der var så meget man skulle leve op til. Familiefar, ægtemand, svigersøn, arbejdskollega, alle de der titler, dagene pludselig fyldtes af i voksenlivets begyndelse.

Jeg gruede for alt, hvad de indebar. Pligterne, forventningerne, alt det jeg følte jeg skulle leve op til, for at være en voksen, med styr på det hele. Hvilket jeg da så absolut ikke havde på nogen måde.

Desperate forsøg på at få økonomien til at hænge sammen, blev afløst af kærlighedshungrende flugt fra det hele. Og puttet ned i glemselens nådige mørke, når weekenden endelig bød på alkohol.

Billederne flyver gennem hovedet på mig, mens jeg med mellemrum rører rundt i kålen og ser den blive mere og mere brun. Samme farve som kanten på fotografier fra tidligere tider. Pludselig går det op for mig, at det er det, de er, minderne. Stivnede øjeblikke fra et liv, der har været levet på godt og ondt.

Et liv, hvor nedturene har været flest, og fejlene stod i kø for at blive begået. Et liv, der har fået en ny retning -  hvor dagene føles anderledes, og de nye minder der skabes er blide og kærlige.

Et liv, hvor fortiden kan huskes for det den er, og ikke længere skaber ulykker.

Men maden var god.