Puslespil

Livet har mange måder at præsentere mig for virkeligheden på. Nogle gange er jeg nødt til at rejse langt, for at finde ud af det, der kun var kort vej hen til. Samtidig har det så vist sig, at jeg derved fandt den manglende brik, til mit livs puslespil.

Brikken havde gemt sig i en engel - næsten så langt væk fra mit hjem, som det var den muligt. Og engelen havde gemt sig i et menneske, jeg havde ledt efter næsten altid, selvom jeg egentlig godt vidste hvor jeg skulle lede.

Denne gang ledte jeg ikke. Jeg rejste bare direkte hen til det menneske, jeg havde savnet, og opdagede at den sidste brik i mit puslespil helt af sig selv faldt ned i mit skød.

Så nu ser det ud til at mit puslespil endeligt er samlet. Og at virkeligheden nu kan folde sig ud igen, og livet begynde at give mening.

Egentlig er det lidt mærkeligt, at jeg var nødt til at bruge så lang tid på en enkelt brik i mit livs puslespil, når jeg hele tiden vidste hvor jeg skulle lede. Men det har sikkert været hverdagen uendeligt mange snubletråde, der har fået mig til at bruge min sygdom som undskyldning for ikke at lede.

Den undskyldning eksisterer ikke længere.

Min sygdom gør, og den tager jeg hånd om på daglig basis, så jeg nu kan tage mit puslespil til mig, og nyde den virkelighed, der er opstået på grund af netop dén ene, manglende briks vej ind på plads.

Det vil jeg gøre.

Stille, roligt, og fredeligt vil jeg lade livet leves, mens jeg holder om min engel.