Stivnet ubevægelighed.

Minus 14 grader kan fryse det meste fast. De resterende brune blade på min hæk er stivnet i en form, der splintres hvis jeg piller ved dem. Selv naboens mægtige grantræ, der forleden bevægede sig og sine grene i alle mulige retninger, da stormen rasede, ser ud til at være fastfrosset i en stilling, der majestætisk rejser sig i synsfeltet.

Verden lever langsommere, når kulden og den deraf følgende mangel på energi får molekylerne i alt til at sætte farten ned. Og kun sporene i den ubevægelige sne afslører, at der stadig er liv derude. På trods af frost, storm, sne, og fødemangel, fortsætter livet med at hoppe, danse, vride og vandre sig gennem ubevægelighederne.

Vinteren rammer hårdt, når den kommer.

Inde i mig kæmper frost og varme også med hinanden. De fastfrosne fortidsbegivenheder og snefyldte adfærdsrutiner kæmper en drabelig kamp, for at kunne fortsætte deres stivnede virkelighed.

Ingen af dem ønsker at overgive sig til forandringens og fællesskabets varme accept, så de pøser dagligt drabelige mængder hvirlende fortidsfnug over erkendelsens varme, håbende på, at en stivnet fejlerkendelse vil kunne få laviner af dem til at dække og slukke sandhedens flamme.

Men som dagene går, og jeg lærer at undgå de isklodser, der kunne få mig til at snuble, opdager jeg at handling skaber forvandling. At smerten ved at tø et frosset minde op, er mindre end smerten ved at beholde det uændret.

For selv frosne minder kan efter optøning folde vingerne ud, og i samlet flok skabe farvestrålende, varme erkendelser af den slags, der kalder foråret frem i mit sind.