Hvirvlende fnug og alenehed.

Udenfor mit vindue kan jeg se snefnuggene danse i den kraftige vind, Et smukt syn, jeg har ventet på længe. Og som jeg før i tiden plejede at nyde sammen med ....... nå ja, hvem jeg nu end var sammen med.

Jeg nyder synet lige så meget nu, som jeg gjorde dengang. For selvom der findes mennesker, der tror jeg er ked af at være alene, og ikke nyder livet som ene - så tager de grundigt fejl.

Jeg bruger med største glæde hashtagget #heltalene i næsten alt, jeg lægger op af billedmateriale på nettet.  Ikke fordi jeg på nogen måde piver over ikke at have en partner i mit hjem, men fordi jeg for første gang i mit liv har fundet ud af, at livet kan nydes som ene på så uendeligt mange forskellige  måder. Hver af dem giver ny viden, nye oplevelser, nye bekendtskaber.

Så jeg er stolt af at være helt alene. Stolt af, at jeg ikke skal stå til ansvar over for nogen anden end mig selv, og min højere magt.

Jeg elsker, at lave mad til mig selv. At kæle for råvarerne, og eksperimentere med nye måder at lave maden på. Og jeg elsker at lægge billeder på nettet af mine frembringelser. Helt alene.

Lige nu sidder jeg og nyder, at vejret endelig har taget sig sammen til at producere noget sne til os allesammen. Jeg ved, at jeg lidt senere skal ud i snevejret og gå en tur. Ud og mærke universets kræfter tage livtag med virkeligheden. Mærke mine kinder rødme og min næse fryse, når den hvirvlende sne rammer.

Og jeg skal have kastet den første snebold  - virkelige, ikke virtuelle - i år.

Hvem den skal ramme ? Ikke nogen, nødvendigvis. For bare det, at forme den, og kaste den væk af alle mine kræfter, vil være en befrielse og en fornøjelse.

Bagefter vil jeg banke sneen af skoene, inden jeg går ind i min bopæl igen. Tænde en hel masse stearinlys, og nyde min alenehed sammen med me, myself, and I. De tre eneste personer, der kender mig godt nok til at vide, jeg kender forskel på at være alene - og at være ensom.