tirsdag den 24. januar 2017
Efterveer.
Det skulle efter sigende være utroligt sundt, ind i mellem at opdage at kroppen også kan slå sig i tøjret, når man sådan ellers går rundt og føler sig rask til hverdag.
Det gør min krop så i øjeblikket - brokker sig og laver unoder, der alle har en tendens til at give mig hovedpine og udstyre mig med en intens træthed.
Så jeg er sikkert utroligt sund, lige nu..
Hvis altså jeg tror på det. Hvilket jeg vælger at gøre, for på den måde har jeg jo styr på de der dunkende hovedsmerter, der lige nu synes det er sjovt at plage mig.
Et eller andet sted ved jeg jo godt, at det nok er selvpåførte smerter, der kan stamme fra den ikke-helt-rigtige kost, jeg har indtaget de sidste 5 dage. Kål har jo en tendens til at være storleverandør af kalium, samt frembringer af mange velkendte tarmreaktioner, og jeg har i allerhøjeste grad indtaget kål.
Brunkål, med flæsk, for at være helt nøjagtig, og bagefter brugte jeg al den dejlige saft fra fremstillingen af denne brune vidunderspise, som basis for en omgang baked beans med røget flæsk. Samt tilsatte lige et par håndfulde ris, så vædsken kunne suges h e l t op.
Mums.
Og Avs......
Så slutresultatet - blodtrykket, der er røget helt i top i dag og hovedpinen, der er ved at banke mig i gulvet - er sikkert helt efter fortjeneste og ganske min egen skyld. Ikke bare på grund af den større mængde kalium, jeg derved har indtaget, men sikkert også på grund af al den fedme og alt det sødme, jeg har nedsvælget siden sidste torsdag.
Men eftersom jeg jo e r istand til at falde tilbage til gammel adfærd, kunne jeg også vælge at forestille mig alle mulige vilde og farlige sygdomme, der potentielt kunne være direkte livstruende. Nyresvigt. Hjertearytmi. Svulster, hjerneskader, blodpropper, og alt muligt andet skrækkeligt.
Ting, der kan få min indre alkoholiker til at logre med halen, og velfornøjet lade tungen hænge ud af munden. Samt en velkendt måde for mig, til at sikre vejen hen mod den første, af mange små grønne flasker med et let klukkende indhold.
Det vælger jeg så at lade være med at gøre.
Istedet vil jeg bruge tid på at finde ud af, om min hovedpine og mit høje blodtryk er noget jeg kan ændre her og nu, eller om jeg bare skal lade tiden gå, og vente med at reagere.
Så eftersom det åbenbart kan være sundt, at have det skidt en gang imellem, kan jeg hermed storsmilende konstatere:
Jeg er sund og rask !!
......... hvor pokker er det telefonnummer til lægen nu?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar