Katastrofen lurer.......

......lige om hjørnet.

Men hvornår gør den ikke det, for mennesker med samme sygdom som jeg. Hele voksenlivet igennem har jeg været vant til, at såfremt det hele begyndte at gå godt, og der ikke var nogen skyer på himlen - sørgede jeg selv for at der skete et eller andet forkert. For naturligvis kunne det ikke passe, at noget kunne gå godt for mig. Måske i kortere perioder, men varede disse for længe, begyndte min indre katastrofefrembringer at røre på sig.

Skete der så det, at jeg virkelig mødte noget godt, eller nogen der var god for mig, kunne jeg efter et stykke tid mærke dem komme frem igen.

Katastrofetankerne.

"Det kan da ikke passe, at....", "Jeg er da ikke det værd, som......", "De tror nok det er svindel, når......", "Der er da ikke nogen, der kan stole på mig, fordi.....".

Jeg var verdensmester i katastrofetanker. Ingen kunne opfinde dem bedre eller mere intelligent end jeg. Jeg kunne bruge uger på at forfine en mulighed for katastrofe, indtil den så endelig indtraf, og jeg nærmest triumferende kunne sige, at jeg jo havde sagt det. Samt at jeg endnu en gang var den klogeste, og den mest forudseende, og den..........

Sæt selv de ord på, du mener kunne passe efter punktummerne, og jeg garanterer dig at jeg har brugt dem i en eller anden given situation, der trængte til en god, saftig katastrofe. En af den slags, der kunne give mig ,mulighed for at se mig selv som uduelig, ubrugelig, uelskelig, og en hel masse andre u-ting.

Og jeg punkede mine partnere med alle disse katastrofekonstateringer, indtil de også så mig som alle de der u-ting. Så kunne de lære det, ku' de.

Undskyldningerne for at fortsætte med at nedsvælge mit yndlingsstof kendte ingen grænser.

Indtil jeg blev mør.

Og fandt ud af at gøre noget ved min sygdom, noget ved mine katastrofetanker. Indtil jeg lærte, at jeg også er et godt menneske, der kan ske gode ting for, og som kan leve et liv i lys og glæde.

Ædru.

Katastrofetankerne kommer stadig forbi - naturligvis gør de det. Alt andet ville være mærkeligt, når nu de og jeg har været intime i så mange år. Men nu ved jeg, hvad jeg skal gøre ved dem, når de sniger sig ind for at voldtage mine tanker. Jeg udsætter dem for indtil flere doser sandhed, og tørrer dem af mig med et virkelighedens håndklæde.

Så kan de forsvinde ud i afløbet sammen med alt det andet, jeg børster af mig på daglig basis. For på min Fællesskabets vaskemaskine, er der 12 trin at vælge mellem, og bare jeg starter med det første af dem, så kan jeg bruge dem til at give mit liv det indhold, jeg altid har ønsket mig.

24 timer ad gangen, hvor én er for meget og hundrede for lidt.