Andre Sider af mig

torsdag den 26. januar 2017

Genudsendelse


Det er rent ud sagt utroligt hvad livet kan finde på at udsætte mig for.

Bedst som jeg regner med, at nu har jeg taget højde for alle de underligheder, der vil kunne komme min vej, samt sikret mig at jeg er klar over hvordan katastrofetanker ser ud, høres, og føles - kommer de drønende fra en helt ny retning.

Lad mig lige tage en check-liste på de kendte - af mig, i det mindste - mulige katastrofetankeområder i mit liv.

Der er allerførst det der med alkoholen. Som er den største frembringer af katastrofetanker jeg nogensinde har været i nærheden af, og som resten af mit liv holdes i skak gennem daglige eftertanker og glad deltagelse i Fællesskabet.

Check.....

Så er der helbredet. Stedet, hvor den gennemførte hypokonder til alle tider har sat sit mærke på katastrofetanker af kataklysmisk karakter.

Check......

Vægten...... Uha, vægten...... Det der katastrofeområde, hvor det daglige indtag af fødevarer, og disses indvirkning på alle aspekter af min godt brugte krops udseende, i løbet af sekunder kan komponere en tre-retters genvej til kolesterolbjerget og fordøjelsessumpen. Den er jeg i det mindste på v e j til at kunne sætte checkmærke ved.

Så det gør jeg. Check......

Nu fik jeg liiiiige nævnt udseendet. Det er ellers ikke noget, en mand med respekt for sig selv (sikke noget vrøvl) tænker over, vel ?  I allerhøjeste grad tænker vi mænd da - og dermed også jeg - på vores udseende. Vi vil jo gerne at quinderne - disse gudeskabninger - synes om det, de ser.

Hvilket er medvirkende til, at bare fremkomsten af en fedtknop på 1 milimeter kan få katastrofetankerne til at dukke frem.

Her vil jeg uden at rødme mene, at jeg godt kan sætte et checkmærke. Jeg gennemgår nemlig katastrofetankerne på dette område med lyden af en sød stemme i mine ører. Den fortæller mig, at jeg ser godt ud, og det tror jeg på.

Så også her - Check.....

Nu er det så, at det der nye katastrofeområde kommer drønende ind fra højre.  Lad mig starte med at give det et navn, der nok siger det meste om det.

Hjerteområdet. Eller Kærlighedsområdet. Eller Forholdsområdet, Partnerområdet, Elskovsområdet - kært barn har mange navne.

Jeg havde slet ikke set det komme.

I min vogten på alle de andre områder, der kan bringe katastrofetanker frem i bette mig, lagde jeg ikke mærke til at der var et specielt område for dén slags, som jeg også skulle have øje for.

Sikkert fordi jeg lukkede det område af for snart 9 måneder siden, og lukkede øjnene for muligheden for gentagelser Så har mit lille hjerte valgt i den periode at være uindtageligt.

Og mit sind vogtede det med stor nidkærhed.

Pludselig står der så et væsen og kigger på mig. Endda et, jeg har kendt i meget lang tid, og haft mange interessante og tankefyldte samtaler med. Men nu står det der, smilende og varm, og har lukket op for en hel masse katastrofetanker på alle områder.

Ser jeg nu godt nok ud ? Er den mad jeg spiser mon iorden ? Jeg er vel ikke for tyk ?  Vent - er det bumser, jeg kan mærke, når jeg drejer armen 47,5 grader rundt og mærker på den midterste ryghvirvel ?

Tankerne multipliceres i allerhøjeste grad, når væsenet gerne vil komme på besøg, og endda glæder sig til det.

Hvad med soveplads ? Mon mit hus ser godt nok ud indvendigt eller er der for rodet ? Skal jeg barberes, eller er det rå look mere accepteret ?

De nye katastrofetanker brøler rundt imellem hinanden, og kan til tider gøre det svært at se virkelighedens klare lys.

Indtil jeg kigger med hjertet igen. Så falder alt til ro, og jeg kan smile over livet og kærligheden.

Jeg glæder mig. Check........


1 kommentar: