Andre Sider af mig

onsdag den 5. oktober 2016

Ting Tager Tid.....

........ og det skal man bare vænne sig til.  Eller skal man ?

Alle aldre har deres charme, og den jeg nu er i er da heller ikke undtaget for Charme, Selvtillid, og Lækkert Hår :-)

Sådan da.

Det lækre hår er nu så meget sagt - farven er da et eller andet sted meget pæn, men det er lidt besværligt at få styr på stadset, når jeg nu har valgt at ville lade det gro langt nok til at det for første gang i uhyggeligt mange år kan blive klippet pænt. At jeg så sikkert når at få både hestehale og hentehår inden det er langt nok, må jeg vel bare tage med.

Ting tager jo tid, ikk' ?

Selvtilliden er nu også lidt en skrøbelig størrelse for mig - i det mindste indtil jeg får noget større afstand til alt det, der er sket gennem de sidste måneder. Så skal jeg nok se om ikke jeg kan få tillid til mig selv igen, og begynde at være mere udadfarende.

Men det tager tid, sådan en ting.

Charmen ? Tjah, det må jeg vel egentlig lade være op til andre at vurdere. Det meste af den gamle charme er jo blevet pillet godt og grundigt af mig - både via de valg, jeg har truffet, og via de valg, andre traf for mig. Og via den der ufattelige sårbarhed og sårethed, der ligger helt fremme i overfladen, efter den gamle overflade blev revet af.

I ét, smertefuldt riv.
,
Sådan noget har det jo som plastre - af skal det - i ét hug. Så kan man jo puste på det ømme område bagefter, mens det tager sin tid om at stoppe med at smerte.

Tid........... Der var den jo igen.

Ting tager tid.

Men hvor hulen gør Ting så af den Tid, som den tager ? Bliver den puttet hen i enden af den Tid, man har at gøre med ? Eller er den tagne Tid bare Tabt ?

Nej, der er altid noget, i den "Tid, der er Taget af Ting", der aldrig er tabt og altid vil blive husket. De glade, positive, smilende øjeblikke, der lå indeni den "Tid Ting Tog", vil altid kunne tages frem og nydes igen. Og de negative, sorte, onde situationer, "Tid Taget af Ting" også indeholdt, vil kunne blive basis for fremtidige undgåelser af samme.

Jeg vænner mig nu aldrig til, at "Ting Tager Tid". Men det er en del af det store Eventyr kaldet Livet, og som i sin essens indeholder masser af "Ting Taget af Tid", og som derfor er Tidløst.

Nu er den Tid, du brugte på at læse denne Ting, også Taget. Forhåbentlig var det en god Tagning, der vil kunne give dig glade Minder om den korte periode af dit Liv, hvor du lod det, jeg skrev, tage lidt af Din Tid. For det, jeg skriver er en "Ting".......

...... og Ting Tager jo Tid.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar