........ er nu sådan et dejligt ord.
Hvad enten man tilhører den arbejdende del af befolkningen, eller er sygemeldt eller arbejdsløs - så er der en bestemt følelse omkring ordet weekend. Frihed, afslapning, besøg, glæde, genopladning, åndehul. Find selv dit favoritord, når du tænker på at det er weekend.
Jeg vågnede efter for en gang skyld at have sovet pragtfuldt og længe. Dagen i går havde været mere udmattende, end jeg ville indrømme over for mig selv da jeg gik i seng. Men den havde været dejlig.
Og natten viste sig at indeholde den type drømme, jeg ikke har været i nærheden af længe. Både de kærlige - et kys på panden og en genopblussen af gammel kærlighed - og de spændende med både spioner, hemmelige tunneler, og jagt gennem mørke steder. Så jeg vågnede med en følelse af afslappethed og ro i kroppen, jeg ikke har haft i mange måneder.
Udenfor stråler solen fra efterårets skyspættede himmel. Fuglene har for længst stoppet deres morgensang, og er gået igang med at finde føde så de kan opbygge et fedtlager til den kommende vinter. Jeg har sat mig til at spise A38 med groft fuldkornsmüsli drysset ovenpå, efter at have tjekket min kefir og set at den udvikler sig helt perfekt. Min kaffemaskine er snart færdig med at snorke, og jeg trækker vejret frit med et smil på læben,
Knæk.......
Kindtanden i min undermund og kindtanden på mit gebis mødes på hver sin side af et tørret blåbær fra min müsli, og taber kampen. Et tommelfingernegl stort stykke af mit gebis bliver brutalt knækket løs, og tumler rundt inde i munden på mig. Desperat famlende flår jeg det ud af munden, og bander let opgivende, mens det går op for mig at jeg lige er blevet et par tusinde kroner fattigere, med mindre jeg kan få Tandlægehøjskolen til at ordne miseren.
Jeg pakker stykket ned i en plasticpose, og sætter mig let opgivende til at spise min morgenmad færdig. Og mærker, at følelsen ikke er forsvundet, men langsomt kommer tilbage i kroppen igen.
På trods af gebis, penge, enlighed, fysiske skavanker og mental sårethed ligger verden åben for mig stadigvæk. Og om lidt er kaffen klar.
Weekend er nu sådan et dejligt ord.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar