Vågnede på det sædvanlige tidspunkt. og gik ud i køkkenet for at sætte vand over til the. Min krop og mit sind føltes let, som havde jeg ikke en eneste bekymring i verden.
Men det vidste jeg godt, at jeg havde.
Aftenen før havde været som så mange andre - fyldt med desperate forsøg på at nå hen til den black-out, der ville kunne give mig fred i noget tid. Jeg havde da også nået frem til den, og min hukommelse var forsvundet ned i det velkendte mørke, hvorfra intet vender tilbage. Hvordan vi var kommet hjem, og hvad jeg havde gjort og sagt før, under, og efter - var en ikke eksisterende viden, som jeg ville være nødt til at finde frem til i hendes bemærkninger, anklager, og bitterhed.
Og nu var det morgenen efter. Og jeg gjorde, som vi altid gjorde. Lavede the, og ventede på at få at vide, hvordan jeg havde opført mig. Normalt ville jeg så bruge tid på at være underkastende og undskyldende, og gå i forventning om noget værre samt håb om noget bedre, indtil hun kom hjem fra arbejde. Så ville alt være som det plejede, og alt ville kunne gentages.
Igen og igen.
Men denne morgen var noget anderledes.
Ingen snak.
Ingen underkastelse og undskyldninger.
Ingen........... ting.
Kun en indre ro og vished, der havde et eneste mål.
At stoppe.
Den første halve time efter hun var kørt på arbejde, blev brugt til at undersøge mit indre, for at finde ud af om den følelse jeg havde, var ægte. For at finde ud af, om jeg virkelig var færdig.
Klarheden i min hjerne, og ærligheden i mit sind, var for første gang i mange år ikke gemt bag en mur af undskyldninger eller dårlige bortforklaringer. Men stod parat til at blive brugt på den rigtige måde, hvis jeg havde modet til det.
Det tog en time mere, inden modet var fundet. Inden jeg turde tage min telefon, og taste Hjælp.
Inden jeg turde sige de farlige ord :
"Jeg hedder Per, jeg er alkoholiker, og jeg har brug for hjælp. "
Den 29. april 2016 blev jeg ædru.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar