Kan man tillade sig....

...... at drømme, når dåbsattesten er skrevet med runer ?

Kan man håbe på alt det, der egentlig er umuligt ? At helbredet bliver bedre - at det der gode job er på vej - at lottokuponen gi'r gevinst - at kærligheden rammer igen ?

Eller er det kun for de unge, at drømme fortvivlende, umulige, vanvittige, dejlige drømme.

Er der en eller anden naturlig aldersbarriere, der slår ned omkring én når fødselsdagen siger så godt som olding, og som med høje teenageskrig råber : "Det kan DU da ikke tillade dig at drømme om - i DIN alder" ?

Drømmenes tid er ikke forbi, bare fordi man har levet det meste af sit liv. De ændrer heller ikke karakter eller værdi, men indeholder stadig samme slags vanvid, håb, og fortvivlelse, som de gjorde i ungdommen.

Drømmen om kærligheden, der ligger på lur bag den næste hæk, og som rammer med overraskende styrke og sikkerhed.

Drømmen om jobbet, der kan forløse alle de frustrerende tanker, og give hverdagen det indhold den mangler.

Drømmen om den fuldstændigt uventede gevinst, der vil gøre resten af livet økonomisk sikkert, og give mulighed for at gøre alt det, der er sukket efter.

Drømmen om helbredelsen................

Jo, jeg kan drømme. Og jeg kan prioritere mine drømme, når jeg vågner op til mit rationelle jeg, og sætte det vigtigste først. Sørge for, at dét, der er forudsætningen for alle de andre drømmes eksistensmulighed, bliver drømt først. Og jeg kan tvinge alle de andre drømme væk indtil dét er opnået. Indtil dén drøm er blevet virkelighed.

Indtil jeg er rask.

Det er pinefuldt, at måtte lægge alle drømmene væk, så længe kroppen ikke er i orden. Det er også umuligt. For uanset hvad jeg siger til min vågne hjerne - uanset hvordan jeg forsøger at tvinge den til at fokusere på at blive rask - kommer drømmene, de andre drømme, snigende ind fra højre, og vil ses, høres, mærkes, smages, føles. Vil have lov til at eksistere, og pine mit vågne sind med en viden, der påstår de aldrig bliver til noget.

Men drømme er det stof, livet er lavet af. Uanset alder, køn, race, kultur, virkelighed, lever vi alle med et håb om, at vores drømme går i opfyldelse. Og jeg ved, med usvigelig sikkerhed, at én af mine drømme er gået i opfyldelse.

Jeg lever.