Dagen i dag er......

.....den første dag i resten af mit liv.

En sætning, som mange mennesker siger med stor indlevelse og masser af følelser. Samtidig med, at de glemmer at dagen efter faktisk har samme præference. Den er også, den første dag i resten af livet.

De fleste siger det jo også kun, når et eller andet stort sker. Dagen efter den sidste eksamen, dagen hvor man bliver gift, dagen hvor børnene blev født, dagen hvor man blev løsladt hvis man havde været fængslet, dagen hvor man blev frikendt, osv osv - sæt selv eksempler efter dit eget hoved.

For en misbruger er det ganske anderledes. Hver eneste dag føles som den sidste, mens man jager undskyldningerne for at drikke den næste, tage det næste fix, eller spise den næste pille. Eller en af de utallige andre misbrug, der findes i og blandt mennesker.

Jeg ved det, for jeg er selv en af dem.

Derfor er det for os en ganske anden vild og voldsom jordrystende begivenhed, når vi skifter fokus fra at føle alt som den sidste dag på jorden - til at føle, hvad livet kan give os når vi erkender vores misbrug og går i behandling.

En ny start, en frisk start.

En start, hvor hver eneste dag jeg vågner, er den første dag i resten af mit liv. Hvor hver eneste dag skal behandles med respekt og glæde. Hvor kærligheden til livet skal lyse ud af øjnene på mig - i 24 timer. Hvor dagen ender med, at jeg kigger mine vågne timer efter i sømmene og lærer af de fejl, jeg har begået, og de glæder jeg har oplevet.

For det er, hvad en dag er.

24 timer, jeg kan overskue og acceptere. 24 timer, hvor jeg i vågen tilstand kan holde fast i min ædruelighed, og søge at genopbygge mit tabte forhold til min omverden.

24 timer, der med sikkerhed er mine.

Imorgen - kender jeg ikke til. Imorgen - ved jeg ikke om kommer. Imorgen - begynder først, når jeg endnu en gang vågner....

....til den første dag i resten af mit liv.