........ nogle gange forundres over den måde, mennesker er forskellige. Det understregede min oplevelse i bussen i dag med al ønskelig tydelighed. Aldrig har jeg da været udsat for.....
Men lad mig starte fra begyndelsen....
Som nogle af jer ved, var jeg på Radio Djursland i dag, og sendte en time for Radio Rønde fra 17 til 18. En ganske hyggelig time, med et minimum af servicemeddelelser, og masser af god musik. Så jeg var i et afslappet og hyggeligt humør, da jeg forlod radioen for at gå ned til bussen.
Bussen skulle afgå 12 minutter efter jeg havde sagt Tak for I dag, så jeg havde god tid til at gå de 50 meter, der er til stoppestedet. Undervejs fandt jeg let nynnende min telefon frem, og klippede mit elektroniske klippekort, så det passede med turen hjem.
Og så var det bare at vente på bussen.
Nu skal det nok nævnes, at jeg normalt har en ganske afslappet tilgang til de kollegaer, der kører rutebus. Mange af dem snakker jeg hyggeligt med på hele turen, næsten uanset hvor i landet jeg stiger på en sådan bus. Så naturligvis havde jeg et smil på læben, og hilste kollegaen med et glad: Nå du har nok valgt at køre til Randers i dag.
Her er det så, at jeg måske burde have lugtet lunten, da hans gensvar var et surt: Det kan du ikke komme på 3 zoner......
Lettere febrilsk gensvarede jeg, at det skulle jeg da heller ikke - og fik et grynt som modsvar.
Jeg kunne naturligvis have valgt at gå ned bag i bussen, og ikke henvende mig til kollegaen igen, men det ligger nu en gang i min natur at ville snakke med mennesker, så jeg satte mig på forreste sæde og slappede af, mens jeg kort tænkte, at han nok ikke lige havde hørt hvad jeg sagde. Så jeg genstartede et forsøg på kommunikation, med ganske neutralt at spørge ham, hvornår klippekortmaskinerne forsvandt fra busserne.
I ét snerrende hug blev der svaret: Om 2,5 år.
Hvortil jeg afslappet og undrende sagde: Er der da virkelig så mange, der stadig har klippekort ?
Så tog fanden ved kollegaen.
Med en stemmeføring, der osede af foragt, had, og arrogance blev jeg belært om, at hvis jeg virkelig ikke havde noget bedre at indlede en samtale med, end den slags dybt dumme banaliteter, burde jeg holde mund og lade ham synke ind i sig selv, hvor han forresten havde det bedst, for dér havde han mediteret over livet i 30 år, og fundet ud af at mennesker var en enorm omgang dybt dumme individer, der ikke fattede at det vigtigste der eksisterede, var at meditere sig frem til livets mening.......
Rystet, og ganske forsigtigt, forsøgte jeg at pippe, at der jo var anderledes positive ting at tale om og tænke på, som hverdagen - og nu'et, for eksempel......
Jamen altså..........
Havde jeg troet, at han var færdig med at være negativ, tog jeg da grundigt fejl. Med en snerrende, hvæsende stemme, fik jeg besked på, at jeg da ihvertfald tilhørte samme omgang dummernikler som alle andre mennesker, der kun havde i hovedet at tænke på kærlighed, solskin, dagen i dag, og al den slags intetsigende vrøvl. Og om jeg da ikke bare kunne lade ham sidde og meditere videre over de vigtigste ting i universet, istedet for at tro at jeg og min indstilling til tilværelsen var noget som helst værd.
Her var det så, at jeg dybt rystet holdt min dertil indrettede, og lænede mig tilbage i sædet, mens jeg forsøgte at ryste hans negativitet af mig. Men selvom jeg klogeligt holdt min bøtte resten af vejen hjem, bølgede hans negativitet, foragt, og arrogance over mig i tavse forsøg på at vælte mig omkuld og drukne mit bare en halv time tidligere så lyse og afslappede sind.
Først da jeg steg af bussen, og så den køre væk med vrede baglygter, og sure motorbrum, gik det op for mig, at der var én god måde at klare situationen på - med en Sindsrobøn.
Og næste gang jeg skal med bussen, tjekker jeg lige om det er præcis dén kollega, der sidder bag rattet.
For så sætter jeg mig bagerst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar