I ovnen står grovbollerne og bliver bagt. I koppen damper morgenthéen af lemon og honning. Og udenfor har himlen trukket et tæppe af grå, våde efterårsskyer over sig selv, så dén også kan sove længe.
Det er nemlig søndag - og dermed hviledag.
Godt nok har jeg hvilet mig så meget hele ugen igennem, at der samlet set er til de næste 2 års søndage, men alligevel er det skønt at falde for fristelsen til at nyde afslappetheden og freden. Samtidig med, at jeg ved jeg senere i dag skal ud og tømme campingvognen.
Først for vand. Og dernæst skal toiletsystemet renses, så det også er klar til den kommende fimbulvinter. Så skal den nivelleres lidt anderledes, så den sne der kommer kan glide ned helt af sig selv og ikke kommer til at ligge og skabe problemer.
Tøj, ting, og sager skal alle ind og pakkes ned, så der heller ikke er noget der bliver klamt af den fugt, der helt naturligt vil kunne opstå indeni vognen i løbet af vinteren. Og der skal hænges en stor lærredspose salt op over køkkenvasken, så noget af den fugt forhåbentlig kan kanaliseres derhen, for siden at dryppe ned i vasken.
Puha - det lyder jo som om min hviledag bliver til noget mere knokleri, end der var tiltænkt dengang samfundet udnøvnte søndag til den dag, der skulle hviles og ikke måtte arbejdes.
PLiiiiinggggg.......
Så er bollerne vist færdige i ovnen, så allerførst skal morgenmaden nydes.
Go' søndag til jer alle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar