Plop

Noget, der fylder mit sind og mit hjerte dagligt, er den sagte, dryppende afsked med fortiden.

Jeg mærker hver gang endnu en dråbe af samlivet river sig løs fra mit jeg, og drypper ned i mit eget personlige Mindekar. Fjerner sig fra det, der tidligere var en helhed, fast cementeret med familie, hverdag, arbejde, venner, og kærlighed.

Og lander  blandt de andre minder, hvor tiden vil fermentere dem alle, og give dem en blød, let rosenagtig kant, hvis de har været det mindste positive, eller en skarpt advarende kant, hvis de var af den negative slags.

Og jeg mærker, hvordan mit sind bliver bedrøvet, hver gang det siger farvel til endnu en dråbe. Hvordan savnet blusser op, og får hungeren efter dengang frem i hjertet.

Men ikke længere på den der desperate facon, der tidligere red mig som en mare. Der kunne få vanvittige beslutninger til at blusse op og kræve nye kopier af netop dén dråbe, der netop havde forladt mig. Der var en del af snublestenene, og sendte mig desperat elskende ned i et sort hul. Igen og igen. Og bragte bitre dråber frem på mine kinder.

Nu kigger mit sind og mit hjerte accepterende roligt på hver enkelt dråbe, tager afsked med den, og smager en sidste gang på dråbens indhold, inden der bliver givet slip, så dråben med et sagte plop kan forenes med alt det, der også er fortid.

Og kun de småbitte glimtende spor af væde på min kind røber, at mindet kom forbi inden det forsvandt.........