Konsekvenser

Det er ikke småting, et liv med alkohol kan gøre ved kroppen.

I går var jeg endnu en gang på tur. Godt nok ikke en af den slags ture, jeg normalt tager når jeg smutter rundt i regionen til AA-møder eller naturoplevelser, men en af den slags ture, der kommer til at betyde alverden for min fremtid.

Jeg var på tur til sygehuset, for at snakke med overlægen på gastroenterologisk afdeling. Den der afdeling, der tager sig af mave, tarm, nyre, lever, og så videre. Her skulle jeg så have at vide, hvad alle undersøgelserne af min vildtvoksende mave og det, der ligger i den, havde vist.

Som dagens absolut sidste patient, med en mødetid der hed klokken 17, og en ventetid på en time, gik klokken hen og blev 18 inden jeg blev kaldt ind.

Overlægen brugte nogle meget pædagogiske redskaber - blyant og papir - på at tegne og fortælle den her besværlige patient - mig - at der faktisk var en hulens masse galt indenfor maveskindet på mig.

Det var dog hans første bemærkning, der slog pusten ud af mig.

"Vi er ikke helt nået dertil, at det hedder levertransplantation, men det kommer vi til hvis ikke situationen vender".

Den er svær at tygge på, den bemærkning. Og når den så bliver efterfulgt af en beretning om min tyndtarm, der indenfor kort tid skal udsættes for gentagne angreb af antibiotika, for at dræbe de bakterier der ikke må være i den, samt en kort konstatering af, at de tre knuder i galdeblæren ikke bør bekymre sålænge de opfører sig ordentligt og ikke vildvokser - bliver det næsten umuligt at fordøje.

Handlingsplan ? Kort fortalt, skal jeg fremover helst være konstant sulten, for at tvinge mit system til at få leveren til at rense sig selv, og få de fedtdepoter der er vokset frem i den til at forsvinde. Det tager nok et par år, med 6 meget små daglige måltider. Og så skal jeg til skanninger, pusteprøver, antibiotikabehandlinger, etc.

Jeg ved det godt - det kunne have været meget værre. Jeg kunne have fået kræft, lammelser, demens, ALS, eller en anden af de hundredvis af dødelige sygdomme, der rammer i flæng og ødelægger liv.

Det takker jeg for, at jeg ikke gjorde.

Så nu må jeg smøge ærmerne op, og tage fat fra en ende af.

Og håbe, at det lykkes.