Jingles

Det siges, at efter en skilsmisse skal man gennemleve alle årets højtider, før man kan give helt slip på den fortid, der ikke var nogen fremtid i.

Hvilket sikkert er ganske rigtigt, for i dag gik det op for mig, at jeg har den hårdeste halvanden, måske 2 måneder foran mig. Hele den periode, jeg igennem næsten 13 år har fejret som jul i den familie, der ikke længere eksisterer.

Rolig nu - de lever skam allesammen, bare ikke sammen med mig. Hvilket så betyder, at jeg skal til at starte helt forfra med at opbygge traditioner - igen.

Indtil og med sidste jul, var november starten på julepynteriet. Hele huset blev lige så stille fyldt med juleting, og lyskæderne blev hængt op udenfor, så det kunne ses at familien var parat til at jage mørket væk og invitere hyggen indenfor.

Det bliver nok lidt svært i år. Der er nemlig ikke noget tilbage at pynte med. Hverken nisser, gran, eller kæder til udenfor.Det lever alt sammen et andet liv, et andet sted.

Hvad skal jeg så ? Bare lade stå til, og lade vintermørket sænke sig over det hele - og forbigå julen i stilhed ? I så fald vil det virkelig blive en lang og trist periode, helt ind i det nye år.

Eller skal jeg håbe, at julen trods manglende nisser, lyskæder, pynt, juletræ, og økonomi, alligevel vil kunne indfinde sig ?

Det siges, at julen er mere en tilstand end en fysisk virkelighed. Og at det bare er os mennesker, der har gjort den gamle fejring af lysets tilbagekomst - Yul - til en omgang materialistisk ræs.

Jeg tror, jeg vælger at søge efter dén tilstand indeni, og blæse på om der er nogle lyskæder og nisser som beviser på den. Og håbe på, at der vil være venner, der har lyst til at nyde risengrød, gløg, og klejner sammen med mig.

For når mørket er stærkest, er glæden ved fællesskabet det lys, der gør fremtiden mulig.