Sumpgas

Tidlig morgen. Natmørket holder stadig fast, mens Macey Gray synger i morgenradioen, og trætheden blokerer min hjerne.

For ja, jeg er træt.

Dagen i går blev en lang af slagsen, med tur til Horsens, interview i massevis, og møder med ligesindede senere. Efterfulgt af nogle timers arbejde med de lydfiler, der var resultatet. Og en nat fuld af hvileløshed og dårlig søvn.

Pludselig virker de kommende dages aftaler og forpligtelser nærmest uoverkommelige og håbløse, samtidig med at de kan mærkes helt ned i maven. Mærkes, på en sådan måde, at jeg begynder at tvivle på mine egne evner og min egen fremtid.

Alt virker pludselig som vader jeg rundt i en klistret sump, hvor hvert eneste skridt bliver efterfulgt af en stinkende boble af rådden luft, og hvor magre skeletter af fortidens spøgelser lurer bag hvert eneste afpillede træ.

Hvor stammer al den tvivl og håbløshed så fra ? Såmænd fra noget så varmende som en kompliment, der i sin egen ligefremhed fik det hele til at stige op til overfladen. For jeg kan da ikke være en sådan kompliment værd. Jeg kan da ikke betyde det for et andet menneske. Jeg, som ikke har kunnet holde fast på noget eller nogen, og som har begået så mange dårlige ting i mit liv.........

Skyld og skyldbevidsthed er magtfulde ingredienser i en alkoholiker. Så magtfulde, at de er istand til at styre og dirigere, hvis ikke jeg er bevidst om hvad der sker i mig og omkring mig.

Når jeg så samtidig er optaget af alle de der fysiske sygdomme, der dagligt vokser sig større og større i min egen opfattelse af dem, skal der ikke andet end en enkelt kompliment til at få al den gamle råddenskab til at stige frem fra gemmerne, og forpeste min opfattelse af alt det, der kunne vise sig at være godt.

Heldigvis har jeg ganske gratis fået mig en indre ventilator, der er istand til at blæse den rådne stank væk, og sørge for at der kommer friske og velduftende tanker i mit sind istedet.

Så jeg vender mig, og trykker min morgenkraftløse finger på startknappen, og hører ventilatorens blade hviske til mig :

Sindsro..........til at acceptere hvad jeg ikke kan ændre.
Mod...............til at ændre hvad jeg kan.
Visdom..........til at kende forskellen.

Stille og roligt dukker nu komplimenten, jeg fik, op fra den sky af fortidige dårligdomme og råddenskab, den var blevet gemt bag, og præsenterer sig igen med sit enkle budskab. :

"Jeg kan li' dig."