Hvor sidder knappen ?

Ind imellem kan jeg tage mig selv i at lede efter en bestemt knap.

Sådan en, hvor man med et enkelt tryk kan sørge for at sætte en stopper for de ting, der bekymrer eller plager. Jeg har ikke fundet den rigtige endnu, men når jeg lytter til andres mening om, hvad man skal gøre i en given situation, er det tit noget med, at man "bare skal stoppe.....".

Og så ville det jo være godt, med en stopknap.

Jeg fandt noget der lignede, da jeg for snart 7 måneder siden bremsede op, og gik i behandling. Selvom det krævede mod og beslutsomhed bare lige at trykke på den og dermed stoppe den udvikling, der var kørt af sporet, så trykkede jeg. Og fandt ud af, at jeg samtidig ramte andre knapper, der måske endda allerede var trykket halvvejs ned.

Forhold, økonomi, venskaber, fællesskaber - alle med hver deres knap, der blev påvirket, da jeg trykkede på den ene knap. Den eneste knap, der ikke blev påvirket, var kærlighedens. For selvom mange tror det, så har kærligheden ingen stopknap. Der er bare en tom skal, som brister hvis man forsøger at trykke på den.

Istedet blev hele den store kærlighed, jeg havde, pludselig hullet som en si, og begyndte meget langsomt at sive ud.

Flyde nedover det hverdagens fundament, der havde båret den, mens den samtidig tilstoppede mulighederne for at føle igen. Efterladende en skal af mistænksomhed, kun tiden vil kunne slide ned.

Jeg tror, jeg stopper mine frugtesløse forsøg på at trykke på kærlighedens stopknap.

Stopper, og lader tiden sørge for at lade det hele sive væk. Selvom hver dråbe, af den kærlighed jeg følte, gør ondt når den forlader mig, vil jeg tillade den at drive væk. Tillade den at finde nye veje, og med tiden slide den perlemorshårde skal, der dannes i dens kølvand, itu. Tillade den at sætte mig fri, mens fortiden slides af mig i små stykker.

Men jeg vil altid huske den. Med tiden vil jeg måske endda tillade den, at lære mig at elske igen.

Med tiden.