Blogger - det er vel egentlig bare et menneske, der dagligt deler sine tanker og meninger med omverdenen på en eller anden hjemmeside. Og det er der vel ikke det store arbejde i. Så hvorfor i alverden skulle det være nødvendigt at betegne en dag uden blog, som en fridag.
Fridage er jo noget arbejdende mennesker har. Ikke lige noget, sygemeldte med trang til at blogge, kan siges at have behov for.
Men ikke desto mindre tog jeg mig lige et par fridage fra min daglige blog.
Ikke fordi jeg ikke havde kunnet finde tid til at sidde og causere over hverdagen og livet. For det har jeg haft masser af mulighed for de sidste to dage. Heller ikke fordi der ikke var noget at dele med jer, kære læsere. For det har der sådan set været masser af.
Lige fra pludselige indskydelser, med spændende konsekvenser, til bekymrende tanker om nære venner og disses forsvinden. Og naturligvis også den sædvanlige observation af naturen og vejrets skiften udenfor mine vinduer.
Men ind imellem har man som menneske bare behov for at eksistere. Uden at ville eller skulle noget andet, end at tage stilling fra øjeblik til øjeblik. Og bare nyde at leve.
Det har jeg så gjort. Nydt livet de sidste to dage, mens mulighederne præsenterede sig selv, og fristede med virkeligheder, jeg ikke har tænkt over længe.
Og det har været skønt, bare at kunne suge til mig uden krav om andet end tillid og smil.
Så nu er jeg på mange måder tanket op til de kommende dage, og parat til at lade verden få glimt af det indre, jeg i så mange år har holdt gemt, igen. Parat til at lade fingrene danse over tastaturet, og tankerne flyde frit over den blanke side på skærmen.
Der er meget på tapetet de kommende dage. Journalistbesøg, interview, pusteprøver, efterbehandling, plantning af min fætters mindetræer i Danmarkslunden, og meget mere.
Jeg glæder mig til at lade jer, kære læsere, få et indblik i det hele - igen.
For mine 2 fridage er forbi, og skærmen venter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar