....... ihvertfald 3 typer, som med mellemrum forfalder til at undlade indtagelse af både mad og drikke. Eller, som det jo reelt hedder - Faster.
De gør det med varierende styrke og intensitet. Katolikkerne har en forholdsvis pragmatisk tilgang til fasten, med en lettere tilbageholdenhed og en fejring med brug af al mulig pomp og pragt, sang og musik, vin og blussende kinder.
Muslimerne spiser intet under fasten - altså lige med undtagelse af efter solnedgang, hvor der kan indtages føde og overleve. Og fejrer så slutningen på den, med mad i bugnende mængder, men ingen vin og ingen pomp og pragt.
Og så er der den tredje. Det er typer som mig, der med mellemrum fuldfaster i fantastisk, uendeligt lange timer, hvor der hverken indtages tørt eller vådt. Ikke for at fejre nogen form for guddom, som de to førstnævnte, men sådan set bare for at lade et medicinsk uddannet overmenneske vurdere den fysiske tilstand af mit stakkels legeme. Eller i det mindste en del af samme.
Så i dag vil jeg begive mig ud på en pilgrimsrejse til det nærmeste hospital, mens min mave protesterende rumler og spræller af arrigskab over ikke at have fået hverken det ene eller det andet siden i går. Og med viden om, at der heller ikke bliver puttet noget i den, før eftermiddagen melder sin ankomst.
Og først da, vil jeg fejre en vel overstået faste. Med en cacaomælk og en parisertoast fra hospitalets kiosk. Samt afvente, at det medicinske overmenneske finder frem til, hvilken mærkværdighed der har slået rod i mit indre.
Eller som de siger på latin:
Cibus Gaudium et In Stomachum digestio.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar