Kaffeslurk.

Morgenrødmen spreder sig over skyerne, da jeg endelig får smidt dynen og lavet kaffen. Sart rød gør den mig opmærksom på det skønneste maleri af dem alle.

Naturens.

Og mens solen langsomt hæver sig i horisonten, lidt knibsk bag lette efterårsskyer, vågner mit indre jeg på bedst mulig måde.

Langsomt og roligt.

Dagens dont er endnu ikke påbegyndt, og morgenmaden nydes i en verden af fred og ro. En verden, jeg inden længe vil kaste mig ud i, og endnu en gang gøre til min.

Jeg har nu ikke tænkt mig at kræve den for mig selv. Jeg vil dele den, med alle andre nyvågne og alle, der er på vej i seng i deres del af den. Jeg vil indtage den i fulde drag sammen med alle de levende væsener, der eksisterer på vores skønne klode.

Og være taknemlig for, at jeg har fået lov til at opleve endnu en dag, føle endnu en gang, og eksistere.

En eksistens, et liv, jeg ikke ville have været foruden. På trods af alle de knæk og bræk, tilværelsen har givet, og sammen med de lysende glæder den også præsenterede mig for, vil jeg glædes over at være til.

Dampene fra den varme kaffe spreder sig let foran skærmen, og driller mine næsebor. Et let nys sørger for at rense lidt op, inden den næste slurk.

En slurk, som minder mig om, hvordan jeg ønsker at leve resten af mit liv. I små, nydelsesfulde slurke, der alle kan smages helt indtil de er forsvundet.

Verden, giv agt. Jeg indtager dig - én slurk ad gangen.