Bekendelser.......

..... er der mange af i disse dage. Både på nettet, og i den skrevne presse bekender folk den ene og den anden form for alt muligt. Lige fra afmagt, fattigdom, og til utroskab deles der om livet, som det ser ud for mange. Og det er vel egentlig helt i orden.

For hvis ikke man skulle kunne fortælle åbent og ærligt om de dele af livet, der bliver spurgt ind til, kommer man aldrig videre med resten af det liv, man er i gang med. Dette hvad enten bekendelserne bliver modtaget med let løftede øjenbryn, eller sætter gang i angreb fra alle sider.

Jeg har nu ikke modtaget hverken den ene eller den anden slags opmærksomhed i forbindelse med min deltagelse i et kendt formiddagsblads uddybning af, hvad de skrivende journalister mener utroskab er. Hvilket heller ikke var min grund til at deltage i stuntet.

Til gengæld havde jeg heller ikke regnet med, at blive vurderet ud fra andet, end journalistens eget værdi- og regelsæt, og håbede vel egentligt bare på at blive citeret så nogenlunde korrekt i de udtalelser, hun valgte at bruge i artiklerne. Man kan jo være så blåøjet.

Men nok om det, og nok om den type bekendelser.

Jeg har nemlig samtidig med mine 2 dages blogpause rundet to pragtfulde hjørner i mit liv. Allerførst kreerede jeg dagen før jeg gik i brædderne med fornyede maveproblemer, mit indlæg nummer 100 her på bloggen. Det havde jeg før i tiden ikke regnet med, at jeg ville kunne.

Dengang tænkte jeg, at min blog ville være et sted, jeg med mellemrum - lange mellemrum - kort ville fortælle hvordan jeg havde det. Ikke at jeg på 100 indlæg ville have tastet mig frem til en samling blog's, der kunne fylde det samme, som havde jeg sat mig ned og skrevet en bog.

Hvilket jeg rent faktisk har sat mig for at gøre i løbet af de næste uger. Altså starte, med at skrive en bog. Emnet ved jeg ikke helt endnu, men det vil helt sikkert blive noget, jeg brænder for at fortælle om.

Det næste hjørne rundede jeg samme dag, som jeg blev nedlagt af en ordentlig omgang jeg-ved-ikke-hvad, der viste sig som endnu en total oppustning af min stakkels mave og tarm, samt kraftige smerter, der endte med at koste mig nattesøvnen.

Det hjørne, var min 7 måneders dag.

7 måneder siden jeg blev ædru og gik i behandling.

7 måneder, med beslutninger der på mange måder har haft en ufattelig indvirkning på mit liv.

Jeg er dybt taknemlig for min højere magt eller hvad det nu end var, der gav mig modet, til at slå hælene i og ringe til  behandlingscenter Møllen. Og jeg er dybt taknemlig for det fællesskab, der møde efter møde og gennem deltagernes egne erfaringer, hjælper mig frem til på daglig basis at kunne bruge de redskaber, jeg lærte at kende på Møllen.

Jeg ved, at muligheden for et tilbagefald er lige så stor for mig, som den er for alle andre. At gammel adfærd med usvigelig sikkerhed vil kunne skubbe mig helt hen til kanten, og endda ud over den. Og hvis jeg ikke sørger for at holde dagligt øje med min adfærd og mine tanker, vil jeg hurtigt være tilbage, der hvor jeg stoppede. Hvilket jeg højst sandsynligt ikke vil kunne overleve.

Ikke fordi, jeg ikke kan tillade mig at tænke alle slags tanker, og give udtryk for alle slags adfærd. For det kan jeg naturligvis altid. Jeg er bare nødt til at være opmærksom på, hvad adfærden og tankerne sigter hen imod, og hvordan jeg kan undgå at de sprænger min tilværelse og min ædruelighed.

Derfor deler jeg mit liv og min hverdag på møder med ligesindede, i et fællesskab der er stærkere end noget, jeg nogensinde før har kendt. Og sørger for, på daglig basis, at opdage mine fejl, og indrømme dem. Samt huske på, hvad den enkelte dag har bragt mig af godt, jeg kan tage med til den næste.

Alt sammen i åbenhed og ærlighed.

Så når det kommer til ærlige bekendelser, er der kun én af slagsen, der har grundlæggende og livsnødvendig betydning for mig:

Jeg hedder Per, og jeg er Alkoholiker.